Veteranbiler og bygningskultur – Billedgalleri 2020

Medlemsudflugt lørdag den 15. august 2020

Dansk Automobil Klub Classic og Ringkøbing Bevaringsforenings årlige udflugt gik til Skjern, Provstgaards Jagthus i Skjern Enge og Stauning Havn. KDAK Classic mødte op med deres nypudsede biler, og Bevaringsforeningens medlemmer fordelte sig efter stand og rang i de statelige køretøjer.

Fra havnen kørte vi til Jørgen Utzons rækkehuse på Østervang i Skjern. De færreste ved, at den verdensberømte arkitekt tegnede en rækkehusbebyggelse i Skjern, kort før han for alvor slog igennem med sit hovedværk, operahuset i Sidney, men arkitekt Ann Holm Nielsen fra kommunen gjorde os klogere på den historie, og vi fik, forsvarligt afsprittede, lejlighed til at besøge et af husene.

Fra Skjern kørte vi til Provstgaards Jagthus i Skjern Enge. Huset giver et spændende indblik i to brødres nøjsomme liv med jagt og fiskeri ved åen i begyndelsen af 1900-tallet. Vi fik en fin introduktion ved Ringkøbing-Skjern Museum, og derefter kunne vi selv gå rundt og kigge i udstillingen og opleve udsigten over engene fra den nærliggende Pumpestation Nord, inden vi spiste en medbragt sandwich.

Efter frokosten kørte vi til den hyggelige Stauning Havn, hvor vi hørte lidt om havnens anlæggelse og historie, fra den var hjemsted for fjordfiskere og jægere, til i dag hvor den er en oase for fritidssejlere, jægere og lystfiskere. Inden vi kørte hjem blev kaffe og kage indtaget med en fantastisk udsigt over rørskoven og Ringkøbing Fjord.

Tilbage på Ringkøbing Havn fik vi – uden for programmet, men som sædvanligt – sluttet af på Peking med en øl og en aftale om en gentagelse næste år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.