Tag-arkiv: steder

Stadil kirke

Stadil Kirke

Stadil kirke er smukt beliggende ned til Stadil fjord og tæt på Tim Ås udløb i fjorden. Den er et fornemt eksempel på en vestjysk kvaderstenskirke fra tiden omkring 1200.

Kirken består af romansk kor og skib, der er opført af veltilhuggede granitkvadre. Kvadermurene hviler på en profileret dobbeltsokkel, også af granitkvadre. Den oprindelige døråbning i skibets nordmur er endnu i brug. I skibets sydmur sidder en romansk billedkvader med et fint udhugget mandshoved og i samme mur er et romansk vindue stadig intakt.

Tårnet med trappehus og våbenhuset ved norddøren er sengotiske tilføjelser af hvidkalkede munkesten, nok fra tiden omkring år 1500. Våbenhusets dør indrammes af en bred arkadeblænding af en type, der er almindelig udbredt i områdets kirker. Hele kirken er tækket med bly.

Stadil kirkes indre er udstyret med et rigt træinventar fra Renæssancen. I den overdådige altertavles midterfelt er indsat en stor sjældenhed: en forgyldt alterbordsforside fra begyndelsen af 1200-tallet.

 

Stadil Kirke-2
Stadil kirke indeholder mange fine detaljer både ude og inde.

Indianerlejren

Indianerlejren på havnen i Ringkøbing

Lige øst for Ringkøbing havn ligger en uautoriseret bebyggelse med fjordfiskernes redskabshytter. Den selvgroede skurby kaldes i folkemunde ”Indianerlejren”. Skurene er opført i individuel stil og ofte med et personligt præg. De fleste af skurene er rødmalede, men der er også grønne og sorttjærede huse i mellem. Ved husene ligger fiskernes net og ruser til tørre, og det er tydeligt, at området stadig er i fuld funktion. Med sit kringlede gadenet og de små, tætliggende træskure udgør bebyggelsen en attraktiv og stemningsfuld enklave på havnen.

 

Indianerlejren-2
Et kig gennem en af Indianerlandsbyens krogede gader.
 
IMG_2257
Flere af de rødmalede skure har hvide gesimser og vinduesrammer.

Lyngvig Fyr

Holmslands Klits vartegn i over 100 år

Lyngvig Fyr er bygget i 1905-06 på en 17 m høj klit og er dermed det højest beliggende fyrtårn i Danmark. Det smukke, hvidkalkede tårn er 36 m højt. I dets indre fører en vindeltrappe med 149 trin fører op til platformen ved fyrets linse, hvorfra der er en enestående udsigt over hav og fjord og over det ca. 300 ha. fredede klitlandskab, der omgiver fyret og den tilhørende fyrmesterbolig.

Lyngvig Fyr var oprindeligt udstyret med en roterende linse, der hvert 5. sekund udsendte en hvid lyskegle, der i klart vejr kunne ses op til 50 km væk. De første mange år blev linsen trukket af et nøjagtigt urværk, hvis lod bevægede sig hele vejen ned gennem tårnets midte. Urværket skulle trækkes op med håndkraft ca. hver 4. time. Fra 1955 blev linsen drevet med elmotorer.

I mange år fejede fyrets roterende lyskegle hen over landskabet, men linserne kørte på et leje af kviksølv, og det kunne man ikke have. Godt nok havde der ikke være udslip i over hundrede år, men fyret skulle have en ny, energivenlig lanterne med et blåkoldt LED-lys, der ikke roterede, men blinkede. Det blev folk i området naturligvis kede af, og der rejste sig en massiv modstand, der førte til dannelsen af en støtteforening, og nu er det gamle, fejende lys tilbage. For der blev heldigvis lyttet fra myndighedernes side.

Man kan sige, at LED-lyset var en lille ændring, men den havde stor betydning for oplevelsen af nattehimlen i hele området, og ved at tage lidt hensyn og tænke sig om, fandt man en tidssvarende løsning, der respekterer fyret, traditionen og omgivelserne.

 

Det tunge lod fra urværket hang ned gennem tårnet omgivet af vindeltrappen.

Vedersø Klit

Sommerhuse i Vedersø Klit

Sommerhusområdet på Vedersø Klit har rod tilbage i 1930’erne, og de karakteristiske huse med afvalmede stråtage har rod i såvel egnens traditionelle byggeskik som i Landsforeningen Bedre Byggeskik, der i begyndelsen af 1900-tallet arbejde på at skabe smukke og harmoniske bygninger med rod i den danske bygningskultur.

I et forsøg på at bevare områdets fine samspil mellem sommerhusene og klitlandskab så intakt som muligt, har byggeriet på Vedersø Klit i årtier været underlagt klausuler om, hvordan husene skal se ud, hvor tæt de må ligge på hinanden og hvordan husenes omgivelser skal tage sig ud. Det betyder blandt andet at ældre bygninger skal bevares og at ny bebyggelse skal underordne sig den eksisterende byggestil og landskabsform med hensyn til proportioner, materialer og farver, lige som der ikke må opsættes hegn i området.

Denne målrettede forvaltning af arealet har betydet, at Vedersø Klit i dag fremstår som et af Vestkystens mest harmoniske og indbydende sommerhusområder.

 


Den afstemte arkitektur føjer sig fint ind i klitlandskabet.

Milepæle

Sten er også værd at bevare

I Ringkøbing Museums have står der flere vejvisersten – og i byens omegn står der langs vejene en 200 år gammel milepæl, flere rækker af  100 år gamle kilometersten og enkelte gamle skelsten.

Der blev også sat milepæle af træ op langs landevejene. De er alle væk undtagen en som nu findes på Ringkøbing Museum

Ser man godt efter – og ikke samtidig glemmer at holde øje med trafikken – er der et lille stykke kulturhistorie at opleve langs nogle af vejene i omegnen af Ringkøbing .

Lidt om vejstenenes historie

Kort efter enevældens indførelse i 1660 bestemte kongen, at de danske landeveje skulle måles op og forsynes med milepæle. Opmålingen blev lagt i hænderne på astronomen og universalgeniet Ole Rømer, som også i løbet af få år fik vejene målt op.

Ole Rømers milepæle var enkle – denne 2 milepæl står i Fousing ved Struer

Opsætningen af milepæle skulle amtmændene stå for – og der skulle gå godt 100 år inden det skete i den fjerne provins Ringkøbing amt.

Til gengæld står mange af milepælene der endnu – selv om det er mere end 100 siden, at de officielt blev afløst af kilometersten – som så iøvrigt for ca. 30 år siden blev afløst af plasticpæle!

I 1970erne blev granit erstattet af plastic

Ved vejen fra Velling mod  Lem – få hundrede meter efter Venner bro står i venstre side en groft hugget sten med et 1 tal, som angiver en mil ( 12000 alen eller 7, 5 km) fra Ringkøbing.  Hvis man vil se flere milepæle så skal  til Skjern, hvor den gamle vej fra Skjern kirke gennem Borris og over  Borris Hede mod Kolding stadig har en flot række milepæle også kaldet Ole Rømer sten.

200 årig vejvisersten ved Skjern Kirke

I 1907 indførte Danmark metersystemet  og milepælene blev erstattet af kilometersten i granit. Staten anbefalede at amterne brugte en type tegnet af arkitekten P.V. Jensen-Klint, skaberen af Grundtvigskirken i København. Mellem de store kilometersten blev der sat mindre 200m sten .

Tal og bogstaver på P.V. Jensen-Klints sten skal males

I første omgang foretrak Ringkøbing amt en simplere – og sandsynligvis billigere – sten langs de store nye landeveje f. eks mellem Ringkøbing og Herning, Holstebro og Skjern.  Da amtet senere byggede flere amtsveje – f eks vejen mellem Ringkøbing og Søndervig – fulgte man dog statens råd!

Ringkøbing amts gamle kilometersten blev malet  hvide med røde tal og bogstaver. Det bliver de ikke mere!

I 1970erne var trafikken blevet så voldsom og hurtig, at kilometerstenene var for farlige at have stående i vejrabatterne. I flere amter fjernede man stenene fuldstændigt fra vejene, men i  Ringkøbing amt blev de smukke granitsten heldigvis kun forvist til ydersiden af vejgrøfterne. I stedet blev der så i hele landet opsat  kantpæle af plastic for hver 100 m.

 På kantpælenes nummerering kan man se hvor kilometerstenene står ude i grøften. Om sommeren forsvinder stenene tit i vejgrøfternes lange græs og urter, men om vinteren kan man stadig se dem på grøfternes ydersider. Mens kilometerstenene endnu var i brug blev det jævnligt malet op. Den billige type med hvid forside og røde tal og tekst og P.V. Jensen- Klints sten blot med rød tekst.

Smakker

Ringkøbing-Skjern  kommunes borgmester har en milevid udsigt over Ringkøbing Fjord fra sit kontor på rådhuset. Han kan også se noget andet – nemlig et spændende afsnit af  den store Ringkøbing Fjords kulturhistorie.

En smakkejolle stagvender i bormesterhavnen neden for rådhuset

Lige udenfor hans vinduer ligger en perlerække af smakker, den lille sejlbåd, der før i tiden var det vigtigste transportmiddel på fjorden.

En smakke er en lille sejlbåd med sprydstage i stedet for bom. Overalt i danske farvande brugte man før i tiden de små smakker til fiskeri og transport. Fælles for bådene var det firkantede storsejl, der holdes oppe af en sprydstage, der står skråt ud fra foden af masten til det øverste, bageste hjørne af storsejlet. Udover storsejlet havde smakkerne fok, klyver og topsejl. De større smakker kunne have to eller tre master.

Smakkernes form er forskellige –  tilpasset det farvande de sejlede i. I Ringkøbing Fjord var smakkerne brede og flade i bunden, så de kunne sejle på de store lavvandede dele af fjorden.

I første halvdel af 1900tallet fik mange smakker motor, og efter anden verdenskrig blev de træbyggede smakker afløst af industrielt fremstillede glasfiberjoller.

I 1980erne målte bådebygger Olaf Martinsen nogle af de få bevarede smakkejoller op – og samtidig fik han interesseret en flok  mænd og drenge i at bygge kopier af den gamle bådtype.

En smakke stagvender i frisk vind lige udenfor bormesterens vinduer.

Resultatet blev 14 smakker klinkbygget af de originale materialer ”lærk på eg” med rundholter af gran. De oprindelige garvede rødbrune bomuldssejl blev dog af praktiske grunde erstattet af kunststof, der ligner.

I snart 20 år har selvbyggerne sejlet på Ringkøbing Fjord og taget smakkerne på traileren til sejladser sammen med andre farvandes smakker i Limfjorden, i det sydfynske øhav og i Isefjorden.

I sommerhalvåret sejles der på fjorden torsdag aften og ellers, når vejr og vind er til det.

Et par af Ringkøbing smakkerne på en lænser med alle sejl sat.

Når der ikke sejles, ligger smakkerne ud for borgmesterens vinduer og pynter i den lille  ”Borgmesterhavn” syd for rådhuset – også til glæde for de borgere og turister, der tager en pause i havnens lille hyggehjørne.