Aldershvilevej 16, Aldershvile

Opførelsesår: 1907
Bevaringsværdi: 3
Arkitekt: Ulrik Plesner

Husets historie:
Navnet Aldershvile er ældre end det tidligere alderdomshjem. Stedet er dokumenteret på en række akvareller af maleren Jesper Kirkegaard, der fra 1808 til 1847 malede en række prospekter af Ringkøbing set fra Kongshøj øst for byen. De minutiøst malede billeder viser møllen, møllegården og forrest nabogården, den oprindelige møllegård, der på akvarellen benævnes Amtstuen, men senere blev kaldt Aldershvilegården.

På serien af akvareller kan man følge, hvordan der øst for gården i starten er anlagt en keglebane til underholdning for bønderne med ærinde til møllen. Denne afløses senere af en have, og efterhånden udvides haven med nyplantede træer på et større område, der til sidst udgør en frodig lund øst for Aldershvilegården.

aAkvarel af Jesper Kirkegaard 1824

Alderdomshjemmet Aldershvile
Ved en stor brand i 1897 nedbrændte alle bygningerne på stedet, og kun møllen og møl-legården blev genopført, men efter få år opstod tanken om at bygge et alderdomshjem på stedet, og i 1907 påbegyndtes byggeriet efter tegninger af arkitekten Ulrik Plesner. Bygningen blev placeret i lunden, og det er træer fra denne beplantning, der er vokset op til de nuværende store træer foran Aldershvile.

Alderdomshjemmet lå den gang i landlige omgivelser et stykke fra byen som et landsted, og Plesner tegnede en bygning med tydelige vestjyske rødder kombineret med kamtakkede gavle i senmiddelalderlig gotik, der minder om gamle danske teglstensklostre, og arkitekturen understregede de trygge rammer i frodige, grønne omgivelser.

Tidligere stod der en  gammel gallionsfigur i haven ud mod Kongevejen. Den havde stået i haven ved den forhenværende los, Koldby, der boede i Vester Strandgade 33. Da han skulle på alderdomshjem, ville han have “sin pige” med, og således havnede gallionsfigurer i haven ved Aldershvile. Den står stadig ved Kongevejen, men nu på museets afdeling “Dommerkontoret”, Kongevejen 10.

Læs mere om Ulrik Plesner

Billeder:

Foto Bevaringsforeningen 2014. 

Foto Bevaringsforeningen 2014

Postkort

Postkort

Postkort

Bemærk gallionsfiguren på plænen
Foto: Anders Grimstrup

Foto: Anders Grimstrup

         

Kolbys gallionsfigur som nu står på “Dommerkontoret”
Foto: Ringkøbing Bevaringsforening

Kan du bidrage med oplysninger?
Så skriv gerne i kommentarfeltet nederst.
Du kan også vedhæfte fotografier.

3 thoughts on “Aldershvilevej 16, Aldershvile

  1. Dorthe olsen

    hej
    Min mor er født i 39. og hun mindes der stod en statue /engel måske en moder Teresa foran bygningen ud mod vellingvej
    jeg har søgt og søgt og kan ikke finde noget på det
    måske du kan hjælpe
    vh Dorthe

    Svar
    1. Ringkøbing Bevaringsforening

      Hej Dorte

      Figuren er en gammel gallionsfigur, der tidligere stod ved den forhenværende los, Koldby, der boede i Vester Strandgade 33. Da han skulle på alderdomshjem, ville han have “sin pige” med, og således havnede gallionsfigurer i haven ved Aldershvile. Den står i dag på museet.

      Vi har to billeder, der er taget af Anders Grimstrup, som viser den. Den ses også på et billede i Helge Finsens bog “Arkitekten Ulrik Plesner” fra 1951. Billederne er nu sat ind ovenfor.

      Vh Ringkøbing Bevaringsforening

      Svar
    2. Søren Damgaard Jensen

      Hej igen Dorte

      Gallionsfiguren står nu i museets afdeling “Dommerkontoret”, som er tegnet af Ulrik Plesner lige som Aldershvile.

      Vh Ringkøbing Bevaringsforening.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.