Artikel tilsendt af Erland Egefors

BAYERNS POSTVÆSEN OG DAIMLER KRAFTPOSTBUS.

Bayerns postvæsens historie er særdeles interessant, fordi dets annaler går tilbage til 1489, da fyrste Franz von Taxi ( 1469 -1517 ) for kejser Maximillian I oprettede en postrute med ridende og gående post mellem Bruxelles og Innsbruck. Fyrsterne Thurn und Taxi drev postvæsenet frem til 1805 og i marts 1808 blev Königlich Bayerische Post oprettet. Bayern blev i 1871 en del af det nordtyske forbund, men diplomati, hær, jernbanevæsen og post forblev bayersk frem til Tysklands sammenbrud efter første verdenskrig. Reichspostverwaltung for hele Tyskland blev oprettet den første april 1920.
Kong Christian IV oprettede i 1624 et postvæsen med en hovedpostrute mellem København og Altona via Kolding. Da hestes aktionsradius er begrænset, var en forudsætning for et postvæsen kroer eller andre steder, hvor der kunne skiftes til friske heste. Dronning Margrethe I påbød en kro for hver fjerde mil, hvorimod Christoffer af Bayern ( 1418 – 1448 ) påbød en kro for hver 2½ mil. Hans far var greve i Bayern, eneste forbindelse til det danske kongehus var, at Erik af Pommern var hans onkel, og han var gift med Dorothea af Brandenburg. Om Christoffer af Bayern ville have indrettet et postvæsen som det i Bayern, får stå hen i det uvisse, for han var konge fra 1440 til 1448, og på så få år kan der ikke udrettes meget. Dorothea har været barnebrud, for hun var 18 år gammel, da hun blev enke. Hun måtte have et passende parti, derfor blev hun gift med Christian I, der var konge til 1479, den første konge af oldenburgerdynastiet.
En rømermil svarer til 7,532 km. Derfor ligger de kongeligt privilegerede kroer typisk midtvejs mellem købstæderne, eksempelvis den berømte Hvidsten Kro mellem Randers og Mariager.
Königlich bayerischen Post fik den første ”Kraftomnibus”, leveret af Daimler-Motoren Gesellschaft i Canstatt ved Stuttgart og i 1905 indsat på ruten Tölz – Lenggries i Bayern. Daimler-Benz´ arkivets foto C30567 viser postbussen med bivogn, udstyret med en 4,084 liters motor med fire cylindre ( 100 x 130 mm ), der har 18 hk ved 800 o/m og maksimalt 28 hk. Med konuskobling, firetrins gearkasse og kardantræk, topfart 18 km/t. Diligencer kunne holde samme fart på plan vej, men på bakker kunne passagererne gå ved siden af vognen, hvis de da ikke ligefrem måtte skubbe bagpå!
Til de lange bakker og stejle bjergveje har Daimler busser tre forskellige bremsesystemer, foruden store bremsetromler ved baghjul kardanbremse bag gearkasse og en bremse ved bagtøjet. Bivognen har samme type undervogn som hestevogne, hjul med træege og trænav, fjedersystem med såvel langsgående fjedre som tværfjedre m.m., men på fotografiet kan ikke ses klodsbremser eller andet. Der må dog have været en form for bremse og formodentligt virkende ved påløb gennem en mekanisme i trækstangen. Der er plads til 22 passagerer i bussen, derimod oplyses antallet af pladser i bivognen ikke.
Daimler-Benz Foto 55134 viser en Daimler-Marienfelde Omnibus ”der bayerischen Post” fra perioden 1908 – 1910. Den firecylindrede motors effekt opgives til 35 hk. I 1902 blev Motorfahrzeug – und Motorenfabrik AG i Berlin- Marienfelde overtaget af Daimler- Motorengesellschaft, de første med kædetræk og fra 1903 med kardanaksel. Daimler fremstillede i 1890 verdens første motor med fire cylindre, motorerne blev fremstillet i forskellige størrelser og udgaver.
Det var dog ikke i Tyskland, de første Daimler motorbusser kørte, derimod i England. C. S. Rolls importerede i april 1898 en Daimler og i oktober 1902 en Daimler, som Harry John Lawson byggede karosseri på. Der var plads til 12 passagerer inde i bussen, 14 passagerer på taget og en sad ved siden af chaufføren. Bussen kørte 1902 – 1904 på ruten Lewisham – Eltham. Den 27. november 1902 blev der underskrevet en kontrakt mellem Daimler-Motoren Gesellschaft og G. F. Milnes & Co om import og forhandling. Derfor skelnes der i England mellem Canstatt-Daimlers og Milnes-Daimlers.
Karakterisk for såvel Daimler busser som lastbiler fra perioden er den høje og brede køler samt de to gaffelformede holdere til lygter. Jernhjul og fast gummi. Königlich bayerischen Post fik lavet trækarosserier med bagagebærer på taget, opbygget som et bindingsværkshus med paneler mellem stolperne. Tidstypisk var chaufførsædet placeret i højre side, hvilket var en fordel ved kørsel på smalle bjergveje, ind – og udstigning derfor i venstre side. Med datidens beskedne trafik var det ikke noget problem, desuden havde motorbusserne ligesom hestebusserne holdepladser ved kroer og på byernes torve.

DAIMLER POSTBUS TIL RINGKØBING.

Under første verdenskrig er der brug for alle typer køretøjer og de udtjente postbusser anvendtes som ambulancer, stabsvogne for officerer m.m. Men hvordan havner en motorbus fra Königliche Bayerische Post i Ringkøbing og kører sommerrute Ringkøbing – Søndervig? Den historie giver Ringkøbing Bevaringsforening gennem familien Poulsen. Niels Poulsen var murermester og konstruktør og var tilsynsførende arkitekt ved opførelsen af Rinkøbing – Ørnhøj Jernbanes bygninger. Banen åbnede i 1911 og blev nedlagt i 1961. Han blev i 1909 direktør for A/S Ringkøbing Kalksandstensfabrik, overtog den i 1917, og da salget af de hvide kalksandsten gik trægt, omstillede han til fremstilling af lyngmel. Det blev eksporteret til Tyskland under verdenskrigen, blandet med melasse var det et udmærket kreaturfoder.
Da fabrikken brændte i 1919, etablerede han i stedet et cementstøberi, og da de tyske valutakurser raslede ned efter krigen, opkøbte han biler i Tyskland. Han købte blandt andet et par lastbiler, der anvendtes til distribution af cementvarer og desuden almindelig vognmandskørsel, og oprettede med en Daimler posthus bilruten Ringkøbing – Søndervig. Badestedet ligger nord for Ringkjøbing Fjord, der var stort set kun sandede hjulspor dertil, men der havde siden 1884 været badehotel og senere kom Hotel Klitten og Strandkroen samt selvfølgelig sommerhuse. Det var en sommerrute, der kørte et par år og blev afløst af Niels Nielsen Møllers rutebiler, der første maj 1921 indledte driften på bilruten Ringkøbing – Søndervig, der året efter fik en Audi fra J. W. Darr i Silkeborg. Bilruten blev i 1928 forlænget til Lyngvig, i 1929 til Hvide Sande og i 1932 til Nørre Nebel via Bjerregård og Nymindegab. Dermed blev ruten 60 km lang. Daimler-Marienfelder postbussens karosseri anvendtes derefter til sommerhus i Søndervig.
Flere vognmænd anskaffede efter første verdenskrig tyske biler, nogle af lastbilerne var endda med jernhjul uden gummi! Som berliner var det en selvfølge for J. W. Darr at forhandle tyske biler, i de første år Audi, Krupp og Mathis. I bladet ”Motor” december 1920 har J. W. Darr en annonce med en Audi 14/35 hk, det vil sige 14 skattehestekræfter og 35 faktisk hestekræfter.
J. W. Darr har i november 1923 en artikel om Audi rutebilerne i ”Danmarks Bilruter”, de er teknisk baseret på et 2,5 tons lastbilchassis, der var den tyske hærs standardlastbil under verdenskrigen. I december 1923 blev Audi rutebil nummer 100 leveret.
Der kom såvel franske, tyske som amerikanske militære lastbiler til Danmark efter krigen, jf. ”Vintage-Nyt” nr. 521 og 523, årgang 2014, men i løbet af få år forsvandt de tunge typer med fast gummi af flere årsager. Dels blev det muligt for dækfabrikkerne at fremstille luftdæk til tunge køretøjer og dels blev afgiften omlagt fra skattehestekræfter til vægtafgift. Med fast gummi var og er den maksimalt tilladte hastighed 15 km/t, hvorimod den for tunge biler med luftdæk var 24 km/t. Daimler postbussen har givetvis været af af god standard, men har sikkert været medtaget af krigen. Passagererne var udsat for langt mere primitive køretøjer, ofte lastbiler med bænke på ladet eller busser med træsæder og uden komfort i øvrigt. De fleste danske købstæder havde karetmagere og karosserifabrikker, disse udviklede i 1920´erne buskarosserier af meget høj standard og med komfortable sæder, varme og indvending belysning.

Læs mere om Niels Poulsen og hans byggerier her:
Niels Poulsen/
Dyrlægeboligen i Tim
Herningvej 64 – “Villa Toga”

KILDER.
Ringkøbing Bevaringsforening

HeimatMuseum Haimhausen:
https://www.heimatmuseum-haimhausen.de/die-koeniglich-bayerische-post/

”Danmarks Bilruter” november 1923: ”Audi Omnibusserne”.
Hurup, Nic. ( red. ): Dansk Person-og Rutebiltrafik, København 1936.
Hurup, Nic. ( red. ): Dansk Godstrafik med Auto, København 1937.
Kaye, David: Buses and Trolleybuses before 1919, London 1972.
Nygaard, Adam ( red. ): Dansk Vognmandsstand, Fagligt biografisk håndbog for den organiserede danske vognmandsstand, København 1956.
Seherr-Thoss, H. C.: Die deutsche Automobilindustrie, Eine Dokumentation von 1886 bis heute, Stuttgart 1974.
Trap Danmark, femte udgave, Ringkøbing Amt, Bd. IX, 1965.
Vanderveen, Bart H.: The Observer´s Army Vehicles Directory to 1940, London 1974.

Denne artikel bygger på tekst af sønnen Ole Poulsen og billedmateriale samlet af barnebarnet Henning Brems-Therkildsen.

Niels Poulsen blev født den 19. april 1878 i Nøderup. Han blev døbt den 5. maj 1878 i Tim kirke. Faddere var bedsteforældrene Mette Kirstine Andersdatter og Mikkel Nielsen, der var aftægtsfolk i gården. Endvidere var husmand Mads Andersen fadder.

Niels blev opkaldt efter sin oldefar Niels Mikkelsen. Niels Mikkelsen havde kun 2 børnebørn, og det var begge piger, så først nu mange år efter hans død blev der lejlighed til at opkalde ham. Dette gav ofte Niels en ekstra skilling, når han besøgte sin moders gamle fastre, der boede i Hvingel. Niels var i sin opvækst meget optaget af sin bedstefar Mikkel Nielsen, der var en dygtig husflidsmand, som flettede kurve og lavede hornskeer. Endvidere var han en ivrig bimand, og ved at iagttage ham fik Niels sin første interesse for bier, så hen som voksen selv havde bier.

Indtil Niels var 15 år voksede han op hjemme i gården som så mange af hans jævnaldrende. Han kom ikke ud at “tjene” men hjalp til ved landbruget. Han havde allerede dengang lyst til håndværk og var aldrig bedre tilpas, end når han kunne få lov til at reparere eller bygge et stykke mur.

Hans ældste broder Poul gav ham den første tegneundervisning, og hans søskende fortæller, hvorledes han om aftenen ved svagt lys med røde øjne forsøgte at tegne en tændstikæske.
I 1893 kom han i lære hos murermester Chr. P. Hansen i Ringkøbing. I 1897 blev han udlært. Han havde kun godt at fortælle om sin læreplads, men han fortalte, at han det første læreår ikke bestilte meget andet end at hente øl og brændevin til svendene. Den gang fik lærlingen kost og logis hos mesteren. Niels har fortalt, at kosten var god, og at de hver søndag fik en dejlig kødsuppe, og det eneste, han savnede, var, at man ikke fik rugbrød til suppen – det var han vant til hjemmefra, hvor man spiste brød til al mad – en vane han beholdt hele livet. Der var på det tidspunkt kun 2 murermestre i Ringkøbing. Man arbejdede mange timer om sommeren, men om vinteren foretog man kun nødvendige reparationer, ordnede komfurer og kakkelovne, kalkede køkkener og lignende. Ved at rense sten efter fyraften tjente Niels til sin første cykel, der havde ufrihjul og ingen luft i ringene. Den første søndag kørte han til Nøderup for at vise den frem. Idet han kørte i cirkler foran de beundrende søskende, råbte han: “Det er min egen. Jeg har selv betalt for den.”

Niels var “kejthåndet”, hvilket man dengang ikke rigtig havde forståelsen af, så han blev fra helt lille af tvunget til at bruge højre hånd, når hen spiste, og ligeledes til at skrive med højre hånd, da han senere kom i skole. Han omtalte ofte hvilken gene det var for en håndværker at være venstrehåndet, da alt værktøj var lavet til højrehåndede. Der var ikke mange “kejthåndede” i familien, og man betragtede det absolut ikke som noget plus, at et barn var venstrehåndet. Niels far skal have bebrejdet Niels mor, at det nok skyldtes, at hun havde Iagt ham til brystet fra den forkerte side, hvad der naturligvis var noget sludder. Niels opøvede højre hånd, så han kunne slå søm i lige godt med begge hænder, og når han murede, så kunne han så at sige tage skeen i den anden hånd, hvilket efter alt dog kunne være en fordel, når der skulle mures hjørner.

Tegning fra Århus Tekniske Skole

Efter at han havde bestået sin svendeprøve i 1897, hvor han murede en blænder, var han 2 vinterhalvår på Vestbirk håndværkerhøjskole, 4 vinterhalvår på Århus tekniske skoles dagskole og fik i 1904 afgangseksamen som konstruktør. I de mellemliggende somre arbejdede han som murersvend i forskellige byer i Danmark og rejste også som et led i sin uddannelse som “naver” i Tyskland, hvor han blandt andet arbejdede i Kiel og Hamborg.

          

Niels Poulsen fotograferet i Vestbirk og Kiel

I 1904 fik han borgerskab som murermester i Tim. Han byggede her flere landbrugsejendomme – blandt andet udflytterejendommen for sin fader. Han opførte endvidere et hus i stationsbyen i Tim til egen bolig. Huset, der stadig forefindes er den nuværende dyrlægebolig.

Huset i Tim, der nu er dyrlægebolig og udvidet mod øst. På trappen står Niels Poulsen og hans første hustru, Johanne Marie.

Da Ringkøbing – Ørnhøjbanen blev anlagt, blev han tilsynsførende arkitekt ved opførelse af alle banens bygninger.

I 1909 blev han direktør for A/S Ringkjøbing Kalksandstensfabrik (aktiekapital 100.000) Han overtog fabrikken i 1917. Salget af kalksandsten var da ebbet ud, de kunne alligevel ikke konkurrere med teglsten. Han omdannede fabrikken til lyngmelsfabrik. På det tidspunkt var der endnu ret store hedearealer omkring Ringkjøbing. Lyngen blev købt af landmændene, der med hest og vogn bragte lyngen ind til Fabrikken, hvor den blev malet til mel. Lyngmelet blev især eksporteret til Tyskland, hvor det blandet med melasse blev anvendt som kreaturfoder. Fabrikken nedbrændte i 1919. Den hidtil største ildebrand i Ringkjøbing.

Fabrikken efter branden

Allerede i 1910 flyttede han til Ringkjøbing – boede først til leje – blandt andet i Erikshus for senere at opføre villa “Toga” på Herningvej. “Toga” var opført af kalksandsten for at vise, hvad kalksandsten kunne bruges til.

Toga set fra Herningvej

Efter at han i 1904 havde fået sin konstruktøreksamen, begyndte han at undervise ved teknisk skole i Ringkjøbing, og han blev fra 1927 skolens forstander, indtil han på grund af alder tog sin afsked. Han underviste især i projektionstegning og fagtegninger.

Han forsøgte ved deltagelse i kurser at holde sig ajour med hvad nyt, der kom indenfor teknisk tegning. Selv under krigen, da han var i tresserne, deltog han i en måneds kursus i København.
Intet glædede ham dog mere, end når gamle elever, der efterhånden var spredt over hele verden, kom for at hilse på ham og fortælle, hvorledes det var gået for dem.

I slutningen af den første verdenskrig spekulerede han som så mange andre i tyske mark, men da marken faldt i kurs, rejste han til Tyskland og købte for pengene, inden de helt mistede deres værdi. Det var især personbiler og lastbiler, han købte. På denne måde slap han fra denne tvivlsomme spekulation med skindet på næsen. Niels Poulsen var den første, der startede rutebilkørsel fra Ringkjøbing til Søndervig. Vognen, der blev benyttet dertil, var købt i Tyskland. Den havde været brugt som ambulance under krigen, og i sammenligning med de rutebiler, der senere kom, var det et sælsomt udseende køretøj. Han kørte flere somre og havde samtidig kaperkørsel. Endvidere var han i en periode kørelærer.

      

      

Bussen der kørte to somre mellem Ringkøbing og Søndervig. Pigerne i hvide kjoler er døtrene Ellen og Anna, og chaufføren på billedet nederst til højre hed Esper, og var ansat som chauffør. Bussen endte i øvrigt som sommerhus i Søndervig.

Hvordan en Daimler Kraftpostbus fra Königlich Bayerische Post endte som sommerhus i Søndervig…

Efter at lyngmelsfabrikken var nedbrændt, lod han en del af arealet mellem de to jernbaner opfylde med sand fra sandgraven bag anlægget. Her lod han opføre et cementstøberi som han drev indtil efter den anden verdenskrig, hvor han afhændede det til købmand Skytte fra Vedersø.

Cementstøberiet

Cementstøberiet. Niels Poulsen står yderst til venstre.

Nogle år før den anden verdenskrig lod han opføre en benzinstation på samme areal, hvor han samtidig indrettede bolig, idet “Villa Toga” blev afhændet. Han solgte først russisk benzin, der blev kaldt “Nafta”. Senere gik han over til firmaet Gulf. I 194? solgte han tankstationen og købte hus på Bildtsvej, hvor han siden boede.

     

Benzintanken lå, hvor der stadig er tank på Herningvej ved jernbaneoverkørslen. Det er Niels Poulsen til højre på billedet med tankvognen og mellem benzinstanderne.

Samtidig med at han drev sine egentlige erhverv, havde han altid andre jern i ilden, og allerede medens han havde kalksandstensfabrikken, havde han et mindre cementstøberi på Møllevej i Ringkjøbing.

Omkring slutningen af 1. verdenskrig, da det kneb med brændsel i Danmark, fabrikerede han tørv – først i Rindum neden for viadukten. Det var æltetørv, men de var af en meget dårlig kvalitet, idet de gav rød aske, hvorfor han erhvervede en landbrugsejendom i Grønbjerg, der havde gode arealer med tørvebund. Her blev der sat en tørveproduktion i gang. Tørvene blev sendt med Nr. Omme banen. Efter at tørvefabrikationen ophørte, blev gården igen afhændet.

Indtil landmændene selv fik tærskemaskiner, havde han et tærskeværk og et lokomobil, hvormed han tog rundt og tærskede på gårdene.

Under 1. verdenskrig kørte han en del motorcykler. Det var dengang, de skulle løbes i gang. Til tider så man ham med sønnen på bagsædet og hustruen, der var på cykel, på slæb bagefter. Vejene dengang egnede sig ikke til motorkørsel og efter at have væltet et par gange, hvor han den ene slog sig ret alvorligt, så det krævede et længere sengeleje, afhændede han motorcyklen.

Niels Poulsen havde stor interesse for entreprenørarbejde. Han byggede f.eks. for amtsvejvæsenet broerne ved Ny Mølle i Lem, da de gamle broer blev ødelagt ved et skybrud.
Da den første Hvide Sande kanal igen skulle lukkes, fiskede han kampesten op af fjorden til brug herfor. Man transporterede flere genforeningssten og mindesten og opstillede blandt andet Fastergaardstenen i 1926.

Sammen med cementstøberiet drev han vognmandskørsel de første år med et par af de lastbiler, han havde købt i Tyskland. Først og fremmest klarede han cement støberiets kørsel, men han påtog sig i øvrigt al anden kørsel, som han kunne få fat på.

Da hovedvejen fra Ringkjøbing mod øst blev brolagt, havde han i entreprise at levere sand og grus samt at ud køre brostenene.

I slutningen af 1. verdenskrig byggede han flere sommerhuse ved Søndervig, som stadig findes – blandt andet Alfa og Beta. Om han oprindelig havde tænkt sig at bruge hele det græske alfabet, vides ikke, men han ophørte med et bygge, idet udlejningen dengang ikke var rentabel, hvorfor husene blev afhændet.

En tid havde han rørvævsfabrikation – først på Herningvejen – senere på loftet af cementvarefabrikken. Ind imellem handlede han med tagrør.

Omkring 1920 ejede han en del landbrugsjord i udkanten af Ringkjøbing. Her blev der avlet kartofler – et år til export til U.S.A. Danmarks export til U.S.A. blev imidlertid en fiasko. Kartoflerne blev kasseret, og avlerne fik ikke noget for kartoflerne, men måtte også selv betale fragten.

I tyverne havde han agenturet for Nordisk Brandforsikring. Han havde forskellige tillidshverv. Han var fra 1915 medlem af haandværkerforeningen og fra 1916 til 1923 medlem af dennes bestyrelse. Han var i mange år som skuemester medlem af svendeprøvekommissionen.

Fra 1917 – 1925 var han byrådsmedlem, indvalgt på venstrelisten. Samtidig var han medlem af skolekommissionen. Efter en årrække at have været vurderingsmand for den Nye Jydske Kreditforening, blev han i 1942 valgt til repræsentant – et hverv, som han havde, indtil han i 1953 faldt for aldersgrænsen.

Han var med til at stifte foreningen for Cement- og Betonvarefabrikanter og var foreningens første formand. Han blev senere valgt til æresmedlem af foreningen.

Som det ses af foranstående, havde han med meget at gøre, og det var måske ikke helt uden grund, at der ved en bazar og revy, der blev afholdt omkring 1919 til hjælp til finansiering af en cyklesti til Søndervig, blandt mange andre seværdigheder også fremvistes en lille flaske med murermester – sveddråber og en “Direktør Poulsens syltekrukke”

Foruden sit egentlige arbejde fik han også tid til at dyrke forskellige interesser som nærmest var hobbybetonede, selv om han forsøgte at gøre dem rentable. Medens han boede i Tim, havde han kaninavl i stor stil. I mange år havde han får, senere høns og gæs, og omkring slutningen af 2. verdenskrig havde han i nogle år sumpbævere, indtil der ikke længere kunne sælges avlsdyr. Når bæverne blev pelset, blev forskellige af familiens medlemmer betænkt med bæversteg.

Så længe han boede ved benzintanken, havde han også mange frugttræer. Men den fritidsinteresse, der stod højest ved ham, var biavl. Han havde bistader allerede under første verdenskrig. Staderne var anbragt rundt omkring hos familie og bekendte på landet, hvor der formodedes at være et godt honningtræk.

  Frugttræer bag tanken

Henimod den anden verdenskrig gik han igen i gang med biavl. Han ville gerne lave forsøg og forsøgte sig med dronningeavl og opstablingskasser. Da han var i tresserne, tog han på biskole på Sjælland.

Han forsøgte sig ofte med små opfindelser – både hvad der kunne bruges i virksomheden, f.eks. ringe til brøndrør, brønddæksler o.l., men også hvad der kunne bruges hjemme i huset, såsom raslefri vindueskroge.

Under den første verdenskrig var der stor brændselsmangel, og mange mejerier og virksomheder, der havde dampmaskiner, fyrede med fyrrekvas. Han lod fremstille en kvaspresser af jern, der blev solgt til mange mejerier her i landet ja enkelte endda til Norge og Sverrig. Han søgte patent på presseren, men det lykkedes ikke, og da krigen var forbi, og brændselsmarkedet igen var normalt, bortfaldt salget.

Han tog gerne på strandingsauktion og købte mange forskellige ting – ikke alene hvad han i øjeblikket kunne bruge, men også, hvad han muligvis kunne få brug for eller eventuelt sælge igen. Hans mundheld var, at man aldrig skulle smide noget væk, man kunne muligvis senere få brug for det. Derfor kunne det somme tider se noget rodet ud bagved fabrikken og oppe på dens loft. Han forsøgte sig også med brøndboring og under anden verdenskrig med fremstilling af generatorbrænde.

Han aftjente sin værnepligt ved ingeniørtropperne i København og var i en kort periode under den første verdenskrig indkaldt til sikringsstyrken og lå i teltlejr ved Viborg.

Han blev den 7. september 1907 gift med lærerinde Johanne Marie Højbjerg, datter af murermester Jens Højbjerg i Hee. Marie Højbjerg døde i 1921. Der var 3 børn i ægteskabet:

Ole, født den 28. marts 1909,
Anna, født den 4. september 1911 og
Ellen, født den 26. december 1913.

Den 31. marts 1923 blev han gift med kreditforeningsassistent Johanne Petersen, datter af modelsnedker Anders Petersen tidligere Aarhus, senere Ringkjøbing. Der var et barn i dette ægteskab: Elise Ginnerup, født den 27. september 1927.

Niels Poulsen levede et meget virksomt liv. Altid var han i gang med et eller andet. Når han havde modgang og skuffelser i sin forretning, varede det ikke længe, før han var i gang med noget nyt. Han var altid fuld af ideer. I hans virksomme år læste han ikke meget ud over aviser og teknisk litteratur – det var der simpelthen ikke tid til, men da han på sine ældre dage flyttede ind på Bildtsvej, fik han mere tid og begyndte at læse, men helst kun litteratur, der var morsomt eller oplysende som f.eks. “Vor Viden”

Han nød en god historie og ville selv gerne fortælle en, men hans historier var aldrig vovede, altid stuerene. Han røg ikke tobak og var meget moderat med spiritus.

Af hans venner skal nævnes arkitekt Johannes Lambæk, som han var på højskole sammen med, og som han rejste med som “Naver” i Tyskland.

Hans bedste venner i Ringkjøbing var tømrermester Andreas Kjærgaard og murermester Jens Sivertsen. Det var et venskab, der varede hele livet. De kunne om aftenen tale sammen i timevis på telefonen.

—

Læs mere om Niels Poulsens byggerier her: Dyrlægeboligen i Tim     Herningvej 64 – “Villa Toga”

Min Barndomstid i Ringkøbing 1931-1938
– af Verner Højersgaard

Jeg blev født på Vellingvej 28 (i dag Kongevejen, hvor Flügger Farver har til huse) den 24. juni 1931. Min far var købmand, han etablerede sig i 1927, samme år han var blevet gift med min mor. Min far hed oprindeligt Bent Pedersen; men da der i byen var en købmand Pedersen i forvejen (på Torvet), var det ikke så godt, så han søgte navneforandring til Højgaard, for det blev han ofte kaldt, fordi fødegården hed Højgaard, men det blev afslået, hvorfor ved jeg ikke, men så ændrede han lidt ved det, så det blev til Højersgaard, og det blev godkendt.

Min mor var hjemmegående medhjælpende hustru, og så var der min storesøster, som var 3 år ældre end mig. Vi boede i en lille 2-værelses lejlighed ved siden af butikken, som var, efter den tids målestok, en mellemstor butik.

Lejligheden bestod af: stue, køkken, soveværelse og med et ”das” i gården, hvilket vil sige, et siddebræt med et hul i, som var datidens toilet. Personlig rengøring foregik ved køkkenvasken og/eller i en balje på gulvet. I butikken, der var en blanding af kolonial og isenkram, hang isenkramartiklerne ned fra loftet af pladsmangel. Mel og gryn m.m. var i skuffer bag disken; det kom hjem i sække, normalt med 50 kg. i hver, og blev så vejet af i poser i forskellig størrelse og blev lagt på hylder bag disken. Foran disken var der en bænk, kaldet ”sladrebænken” hvor kunderne kunne sidde og få en snak sammen. Min søster og jeg havde en skuffe, hvori vores far lagde det slik, vi måtte få, og ellers måtte vi ikke tage noget i butikken og gjorde det heller ikke.
Mor fremstillede i køkkenet forskellige viktualievarer, såsom frikadeller og andet, som så blev solgt i butikken, og der var rift om varerne; Mor var god til det, hun havde tidligere været ansat i en viktualieforretning i Hammerum ejet af Fars moster, Johanne Thellesen, mens Far var kommis hos købmand Lund i Hammerum, så det var her, de fandt sammen.

Vores kundekreds bestod fortrinsvis af fiskere og landmænd. Da jeg blev lidt større, gik jeg ud med varer, og somme tider med regninger; det var ofte vanskeligt at få penge fra folk, det var hårde tider i 30-erne.

De fleste varer fik vi fra et kolonial-engrosfirma i Herning, det hed Nørregaard og Clausen. Det var altid spændende når sælgeren derfra kom på besøg. Han var kørende i bil, og tog os ofte med på en tur, jeg husker især en tur til Nørre Lyngvig Fyr, det var en stor oplevelse. Vi havde ikke selv bil, det var der ikke ret mange der havde dengang, så det var en oplevelse, at komme ud at køre en tur.

Vi havde 2 haver, en prydhave ved siden af butikken, med et lille lysthus i, og på den anden side af gaden, havde vi en køkkenhave og et hønsehus med en del høns samt et par får, som græssede på et areal bag ved hønsehuset. Far og en anden mand forsøgte sig med kyllingeproduktion; men det gik ikke så godt, for de havde vrøvl med varmesystemet til kyllingerne, og med fårene gik det ikke meget bedre; den ene faldt ned af en skrænt og brækkede et ben og måtte aflives, og den anden blev enten solgt eller aflivet, og så var det slut med kyllinge- og fåreavl. Vi beholdte godt nok nogle høns, så vi stadig kunne hente æg.

Jeg havde en legekammerat, der var lidt yngre end mig, hans far var bogtrykker. De boede på Floras Vej, som i dag hedder Kaj Munks Vej. Vi legede en del sammen og altid nede hos ham, for vi havde ikke plads. En dag vi legede, kom Jens til at vælte en stor dyr vase, og den gik i stykker. Den næste dag kom hans forældre op til os, og spurgte mine forældre om de kunne lave en aftale om at det var mig der havde knust vasen. Jeg hørte det og blev selvfølgelig vred, og bedyrede at det ikke var min skyld, men det vidste de jo godt. Hvad de blev enige om ved jeg ikke, og lad det blive ved det, de er jo for længst døde.

Vi var ofte i Søndervig om sommeren; vi havde ikke selv sommerhus, men det havde vores venner, Slagter Iversen og Isenkræmmer Lange, og der var vi altid velkommen.

Sankt Hans aften blev altid fejret nede ved Fjorden med leg og sang, og ristede pølser over bål, som slagter Iversen stod for, og de andre løjer stod pastor Fledelius for.

Vi cyklede ofte til Søndervig om søndagen i sommertiden. Nogle gange kun til stranden, andre gange til, som tidl. nævnt, til vennernes sommerhuse. Turen gik ad en cyklesti langs fjorden.

Jeg husker tydeligt da man fældede vejtræerne på vores vej; det gjorde et stort indtryk på mig, og jeg fulgte arbejdet med stor interesse. Jeg var også meget imponeret af den store hornmine fra 1. Verdenskrig, og som stod ved indgangen til museet, og ligeledes af statuen af Mylius Erichsen foran minen.

Min søster og en veninde lavede engang det nummer, at den der kom sidst over vejen, inden der kom en vogn, havde vundet. En lidt farlig leg, og heldigvis opdagede far det, og gav hende den største og vist eneste skideballe, at det skulle hun ikke prøve på igen, ak ja det er ikke kun drenge, der kan finde på narrestreger, pigerne kan også. Vores forældre behandlede os godt, de har aldrig lagt hånd på nogen af os, det eneste jeg kan huske er, min mor engang tog mig i øreflippen, hvorfor, husker jeg ikke.

Nogle gange cyklede vi også ud til et dejligt traktørsted lidt øst for Ringkøbing, jeg mener at det hed Schuberts Plantage, hvor det lå; her fik vi kaffe, sodavand eller is. Et godt sted med legeplads og en dejlig natur.

En sjælden gang tog vi på en lidt længere tur, nemlig til Fåre ved Bækmarksbro. Turen foregik med tog, først til Vemb med DSB, herfra med Vemb-Lemvig-Thyborønbanen til Fåre. Her boede en moster og en onkel, som var skolelærer her; en dejlig tur, men jeg mener, at det tog ca. 2 timer, i dag tager det under en time pr. bil.

Det hændte også, at vi tog toget til Herning, her boede min mormor sammen med min mors storebror på Gl. Landevej 40. Hun købte huset i 1916, efter at have solgt gården i Linå ved Sunds, min morfar døde i 1909. Gården hed Østre Bordinggaard.

Andre gange tog vi toget til Troldhede, hvor min fars forældre boede. Farfar var tidligere købmand i Troldhede, tilbage i 20-erne.

Ud over disse ture kom vi også en sjælden gang til Silkeborg og Linå øst for Silkeborg; her havde mor 2 søstre, en i Silkeborg og en i Linå. Det var som regel i forbindelse med en konfirmation; jeg havde 8 kusiner/fætre der.

Min far kunne ikke lide at se blod, det kom til udtryk en dag hvor jeg sad oven på hos vores overbo. Der gik en meget stejl trappe op til deres lejlighed, og på en eller anden måde lykkedes det mig at falde ned ad trappen og slå hovedet så det blødte voldsomt. Min far dukkede op, men forsvandt hurtigt igen, da han så blodet, men heldigvis var min mor lige bagved, og tog over, og klarede det.

En anden gang havde far fået en tandbyld, som generede ham, men han ville ikke til tandlæge. Jeg husker, at han gik med mig på armen, og jeg må have synes, at den tandbyld kunne bruges som boksebold, for pludselig stak jeg den en knytnæve og der gik hul på bylden og tandpinen var væk. Far blev glad, og jeg husker, at jeg dagen efter fik en stor legetøjslastbil for det.

Vi havde også en kommis ansat i butikken. En af dem kunne åbenbart godt lide små drenge, og en dag var han uterlig over for mig en dag, eller rettere sagt, forsøgte på det (detaljerne udelader jeg). Jeg sagde det til min far da han kom hjem efter at have været i byen (vi var altså alene i butikken, da han forsøgte sig), hvad der var sket, og far blev rasende, og fyrede ham omgående.

Jeg har fået fortalt om en episode fra da jeg var lille størrelse på et par år. Min mor var i byen, og jeg var anbragt som så ofte før, siddende på disken i butikken. En nabokone var inde og handle, og spurgte da hun gik, om hun måtte låne mig med hjem. Min mor kom hjem, og spurgte, hvor er Verner? Min far må have fået et hukommelsessvigt, for det kunne han ikke huske; Mor blev rasende, og hun, min søster og en person mere startede en eftersøgning i den tro, at jeg var gået ned til Fjorden eller et andet farligt sted. Pludselig gik der en prås op for min Far, og han sagde, at jeg var inde ved nabokonen, og der sad jeg jo i god behold og blev godt behandlet. Stor ståhej for ingenting.

Jeg nåede at gå i Ringkøbing Skole i et ½ år, inden vi flyttede til Herning 1 oktober 1938. Min søster havde gået der i 3 år. Hun gik i en ren pigeklasse, hvor jeg kom i den første blandede klasse, med både piger og drenge. Skolegården var også speciel, den var opdelt i 2 afdelinger, 1 til piger og 1 til drenge, med et stort hegn imellem; ingen fraternisering her!

Det var ellers en god købmandsforretning, med en god omsætning, men desværre gik min Far konkurs; jeg tror at han var lidt for large til at give kredit, og det var vanskeligt at drive pengene ind, det var hårde tider, der i 30-erne. Han solgte til en der hed Christensen, mener jeg, og han solgte den senere til Duva Holck Pape, som tidligere var Købmand på Holmsland lidt uden for Ringkøbing. Jeg har besøgt ham som sælger i et senere job. Vi flyttede så til Herning, hvor min Fars første job var på Otto Mønsteds lager, og min Mor blev hjemmesyerske for en kjolefabrik Carl F. Nielsen, som var i den bygning hvor Danmarks Fotomuseum er i dag, så det var starten på en hel ny tilværelse for os. Tiden i Herning, har jeg beskrevet i andre artikler.