Niels Poulsen – murer og iværksætter

Denne artikel bygger på tekst af sønnen Ole Poulsen og billedmateriale samlet af barnebarnet Henning Brems-Therkildsen.

Niels Poulsen blev født den 19. april 1878 i Nøderup. Han blev døbt den 5. maj 1878 i Tim kirke. Faddere var bedsteforældrene Mette Kirstine Andersdatter og Mikkel Nielsen, der var aftægtsfolk i gården. Endvidere var husmand Mads Andersen fadder.

Niels blev opkaldt efter sin oldefar Niels Mikkelsen. Niels Mikkelsen havde kun 2 børnebørn, og det var begge piger, så først nu mange år efter hans død blev der lejlighed til at opkalde ham. Dette gav ofte Niels en ekstra skilling, når han besøgte sin moders gamle fastre, der boede i Hvingel. Niels var i sin opvækst meget optaget af sin bedstefar Mikkel Nielsen, der var en dygtig husflidsmand, som flettede kurve og lavede hornskeer. Endvidere var han en ivrig bimand, og ved at iagttage ham fik Niels sin første interesse for bier, så hen som voksen selv havde bier.

Indtil Niels var 15 år voksede han op hjemme i gården som så mange af hans jævnaldrende. Han kom ikke ud at “tjene” men hjalp til ved landbruget. Han havde allerede dengang lyst til håndværk og var aldrig bedre tilpas, end når han kunne få lov til at reparere eller bygge et stykke mur.

Hans ældste broder Poul gav ham den første tegneundervisning, og hans søskende fortæller, hvorledes han om aftenen ved svagt lys med røde øjne forsøgte at tegne en tændstikæske.
I 1893 kom han i lære hos murermester Chr. P. Hansen i Ringkøbing. I 1897 blev han udlært. Han havde kun godt at fortælle om sin læreplads, men han fortalte, at han det første læreår ikke bestilte meget andet end at hente øl og brændevin til svendene. Den gang fik lærlingen kost og logis hos mesteren. Niels har fortalt, at kosten var god, og at de hver søndag fik en dejlig kødsuppe, og det eneste, han savnede, var, at man ikke fik rugbrød til suppen – det var han vant til hjemmefra, hvor man spiste brød til al mad – en vane han beholdt hele livet. Der var på det tidspunkt kun 2 murermestre i Ringkøbing. Man arbejdede mange timer om sommeren, men om vinteren foretog man kun nødvendige reparationer, ordnede komfurer og kakkelovne, kalkede køkkener og lignende. Ved at rense sten efter fyraften tjente Niels til sin første cykel, der havde ufrihjul og ingen luft i ringene. Den første søndag kørte han til Nøderup for at vise den frem. Idet han kørte i cirkler foran de beundrende søskende, råbte han: “Det er min egen. Jeg har selv betalt for den.”

Niels var “kejthåndet”, hvilket man dengang ikke rigtig havde forståelsen af, så han blev fra helt lille af tvunget til at bruge højre hånd, når hen spiste, og ligeledes til at skrive med højre hånd, da han senere kom i skole. Han omtalte ofte hvilken gene det var for en håndværker at være venstrehåndet, da alt værktøj var lavet til højrehåndede. Der var ikke mange “kejthåndede” i familien, og man betragtede det absolut ikke som noget plus, at et barn var venstrehåndet. Niels far skal have bebrejdet Niels mor, at det nok skyldtes, at hun havde Iagt ham til brystet fra den forkerte side, hvad der naturligvis var noget sludder. Niels opøvede højre hånd, så han kunne slå søm i lige godt med begge hænder, og når han murede, så kunne han så at sige tage skeen i den anden hånd, hvilket efter alt dog kunne være en fordel, når der skulle mures hjørner.

tegning-2-lr

Tegning fra Århus Tekniske Skole

Efter at han havde bestået sin svendeprøve i 1897, hvor han murede en blænder, var han 2 vinterhalvår på Vestbirk håndværkerhøjskole, 4 vinterhalvår på Århus tekniske skoles dagskole og fik i 1904 afgangseksamen som konstruktør. I de mellemliggende somre arbejdede han som murersvend i forskellige byer i Danmark og rejste også som et led i sin uddannelse som “naver” i Tyskland, hvor han blandt andet arbejdede i Kiel og Hamborg.

bedstefar-vestbirk-lr          bedstefar-naver-lr

Niels Poulsen fotograferet i Vestbirk og Kiel

I 1904 fik han borgerskab som murermester i Tim. Han byggede her flere landbrugsejendomme – blandt andet udflytterejendommen for sin fader. Han opførte endvidere et hus i stationsbyen i Tim til egen bolig. Huset, der stadig forefindes er den nuværende dyrlægebolig.

Dyrlægeboligen i Tim

Huset i Tim, der nu er dyrlægebolig og udvidet mod øst. På trappen står Niels Poulsen og hans første hustru, Johanne Marie.

Da Ringkøbing – Ørnhøjbanen blev anlagt, blev han tilsynsførende arkitekt ved opførelse af alle banens bygninger.

I 1909 blev han direktør for A/S Ringkjøbing Kalksandstensfabrik (aktiekapital 100.000) Han overtog fabrikken i 1917. Salget af kalksandsten var da ebbet ud, de kunne alligevel ikke konkurrere med teglsten. Han omdannede fabrikken til lyngmelsfabrik. På det tidspunkt var der endnu ret store hedearealer omkring Ringkjøbing. Lyngen blev købt af landmændene, der med hest og vogn bragte lyngen ind til Fabrikken, hvor den blev malet til mel. Lyngmelet blev især eksporteret til Tyskland, hvor det blandet med melasse blev anvendt som kreaturfoder. Fabrikken nedbrændte i 1919. Den hidtil største ildebrand i Ringkjøbing.

img_1067r

Fabrikken efter branden

Allerede i 1910 flyttede han til Ringkjøbing – boede først til leje – blandt andet i Erikshus for senere at opføre villa “Toga” på Herningvej. “Toga” var opført af kalksandsten for at vise, hvad kalksandsten kunne bruges til.

Toga set fra Herningvej

Toga set fra Herningvej

Efter at han i 1904 havde fået sin konstruktøreksamen, begyndte han at undervise ved teknisk skole i Ringkjøbing, og han blev fra 1927 skolens forstander, indtil han på grund af alder tog sin afsked. Han underviste især i projektionstegning og fagtegninger.

Han forsøgte ved deltagelse i kurser at holde sig ajour med hvad nyt, der kom indenfor teknisk tegning. Selv under krigen, da han var i tresserne, deltog han i en måneds kursus i København.
Intet glædede ham dog mere, end når gamle elever, der efterhånden var spredt over hele verden, kom for at hilse på ham og fortælle, hvorledes det var gået for dem.

I slutningen af den første verdenskrig spekulerede han som så mange andre i tyske mark, men da marken faldt i kurs, rejste han til Tyskland og købte for pengene, inden de helt mistede deres værdi. Det var især personbiler og lastbiler, han købte. På denne måde slap han fra denne tvivlsomme spekulation med skindet på næsen. Niels Poulsen var den første, der startede rutebilkørsel fra Ringkjøbing til Søndervig. Vognen, der blev benyttet dertil, var købt i Tyskland. Den havde været brugt som ambulance under krigen, og i sammenligning med de rutebiler, der senere kom, var det et sælsomt udseende køretøj. Han kørte flere somre og havde samtidig kaperkørsel. Endvidere var han i en periode kørelærer.

bedstefars-daimler-lr      bedstefarr

img_1053r-lr      rutebil-esperr

Bussen der kørte to somre mellem Ringkøbing og Søndervig. Pigerne i hvide kjoler er døtrene Ellen og Anna, og chaufføren på billedet nederst til højre hed Esper, og var ansat som chauffør. Bussen endte i øvrigt som sommerhus i Søndervig.

Hvordan en Daimler Kraftpostbus fra Königlich Bayerische Post endte som sommerhus i Søndervig…

Efter at lyngmelsfabrikken var nedbrændt, lod han en del af arealet mellem de to jernbaner opfylde med sand fra sandgraven bag anlægget. Her lod han opføre et cementstøberi som han drev indtil efter den anden verdenskrig, hvor han afhændede det til købmand Skytte fra Vedersø.

img_1059r-lr

Cementstøberiet

cementfabrik-lr

Cementstøberiet. Niels Poulsen står yderst til venstre.

Nogle år før den anden verdenskrig lod han opføre en benzinstation på samme areal, hvor han samtidig indrettede bolig, idet “Villa Toga” blev afhændet. Han solgte først russisk benzin, der blev kaldt “Nafta”. Senere gik han over til firmaet Gulf. I 194? solgte han tankstationen og købte hus på Bildtsvej, hvor han siden boede.

tank5-lr

tank2-lr     

Benzintanken lå, hvor der stadig er tank på Herningvej ved jernbaneoverkørslen. Det er Niels Poulsen til højre på billedet med tankvognen og mellem benzinstanderne.

Samtidig med at han drev sine egentlige erhverv, havde han altid andre jern i ilden, og allerede medens han havde kalksandstensfabrikken, havde han et mindre cementstøberi på Møllevej i Ringkjøbing.

Omkring slutningen af 1. verdenskrig, da det kneb med brændsel i Danmark, fabrikerede han tørv – først i Rindum neden for viadukten. Det var æltetørv, men de var af en meget dårlig kvalitet, idet de gav rød aske, hvorfor han erhvervede en landbrugsejendom i Grønbjerg, der havde gode arealer med tørvebund. Her blev der sat en tørveproduktion i gang. Tørvene blev sendt med Nr. Omme banen. Efter at tørvefabrikationen ophørte, blev gården igen afhændet.

Indtil landmændene selv fik tærskemaskiner, havde han et tærskeværk og et lokomobil, hvormed han tog rundt og tærskede på gårdene.

Under 1. verdenskrig kørte han en del motorcykler. Det var dengang, de skulle løbes i gang. Til tider så man ham med sønnen på bagsædet og hustruen, der var på cykel, på slæb bagefter. Vejene dengang egnede sig ikke til motorkørsel og efter at have væltet et par gange, hvor han den ene slog sig ret alvorligt, så det krævede et længere sengeleje, afhændede han motorcyklen.

Niels Poulsen havde stor interesse for entreprenørarbejde. Han byggede f.eks. for amtsvejvæsenet broerne ved Ny Mølle i Lem, da de gamle broer blev ødelagt ved et skybrud.
Da den første Hvide Sande kanal igen skulle lukkes, fiskede han kampesten op af fjorden til brug herfor. Man transporterede flere genforeningssten og mindesten og opstillede blandt andet Fastergaardstenen i 1926.

Sammen med cementstøberiet drev han vognmandskørsel de første år med et par af de lastbiler, han havde købt i Tyskland. Først og fremmest klarede han cement støberiets kørsel, men han påtog sig i øvrigt al anden kørsel, som han kunne få fat på.

Da hovedvejen fra Ringkjøbing mod øst blev brolagt, havde han i entreprise at levere sand og grus samt at ud køre brostenene.

I slutningen af 1. verdenskrig byggede han flere sommerhuse ved Søndervig, som stadig findes – blandt andet Alfa og Beta. Om han oprindelig havde tænkt sig at bruge hele det græske alfabet, vides ikke, men han ophørte med et bygge, idet udlejningen dengang ikke var rentabel, hvorfor husene blev afhændet.

En tid havde han rørvævsfabrikation – først på Herningvejen – senere på loftet af cementvarefabrikken. Ind imellem handlede han med tagrør.

Omkring 1920 ejede han en del landbrugsjord i udkanten af Ringkjøbing. Her blev der avlet kartofler – et år til export til U.S.A. Danmarks export til U.S.A. blev imidlertid en fiasko. Kartoflerne blev kasseret, og avlerne fik ikke noget for kartoflerne, men måtte også selv betale fragten.

I tyverne havde han agenturet for Nordisk Brandforsikring. Han havde forskellige tillidshverv. Han var fra 1915 medlem af haandværkerforeningen og fra 1916 til 1923 medlem af dennes bestyrelse. Han var i mange år som skuemester medlem af svendeprøvekommissionen.

Fra 1917 – 1925 var han byrådsmedlem, indvalgt på venstrelisten. Samtidig var han medlem af skolekommissionen. Efter en årrække at have været vurderingsmand for den Nye Jydske Kreditforening, blev han i 1942 valgt til repræsentant – et hverv, som han havde, indtil han i 1953 faldt for aldersgrænsen.

Han var med til at stifte foreningen for Cement- og Betonvarefabrikanter og var foreningens første formand. Han blev senere valgt til æresmedlem af foreningen.

Som det ses af foranstående, havde han med meget at gøre, og det var måske ikke helt uden grund, at der ved en bazar og revy, der blev afholdt omkring 1919 til hjælp til finansiering af en cyklesti til Søndervig, blandt mange andre seværdigheder også fremvistes en lille flaske med murermester – sveddråber og en “Direktør Poulsens syltekrukke”

Foruden sit egentlige arbejde fik han også tid til at dyrke forskellige interesser som nærmest var hobbybetonede, selv om han forsøgte at gøre dem rentable. Medens han boede i Tim, havde han kaninavl i stor stil. I mange år havde han får, senere høns og gæs, og omkring slutningen af 2. verdenskrig havde han i nogle år sumpbævere, indtil der ikke længere kunne sælges avlsdyr. Når bæverne blev pelset, blev forskellige af familiens medlemmer betænkt med bæversteg.

Så længe han boede ved benzintanken, havde han også mange frugttræer. Men den fritidsinteresse, der stod højest ved ham, var biavl. Han havde bistader allerede under første verdenskrig. Staderne var anbragt rundt omkring hos familie og bekendte på landet, hvor der formodedes at være et godt honningtræk.

tank1-lr

  Frugttræer bag tanken

Henimod den anden verdenskrig gik han igen i gang med biavl. Han ville gerne lave forsøg og forsøgte sig med dronningeavl og opstablingskasser. Da han var i tresserne, tog han på biskole på Sjælland.

Han forsøgte sig ofte med små opfindelser – både hvad der kunne bruges i virksomheden, f.eks. ringe til brøndrør, brønddæksler o.l., men også hvad der kunne bruges hjemme i huset, såsom raslefri vindueskroge.

Under den første verdenskrig var der stor brændselsmangel, og mange mejerier og virksomheder, der havde dampmaskiner, fyrede med fyrrekvas. Han lod fremstille en kvaspresser af jern, der blev solgt til mange mejerier her i landet ja enkelte endda til Norge og Sverrig. Han søgte patent på presseren, men det lykkedes ikke, og da krigen var forbi, og brændselsmarkedet igen var normalt, bortfaldt salget.

Han tog gerne på strandingsauktion og købte mange forskellige ting – ikke alene hvad han i øjeblikket kunne bruge, men også, hvad han muligvis kunne få brug for eller eventuelt sælge igen. Hans mundheld var, at man aldrig skulle smide noget væk, man kunne muligvis senere få brug for det. Derfor kunne det somme tider se noget rodet ud bagved fabrikken og oppe på dens loft. Han forsøgte sig også med brøndboring og under anden verdenskrig med fremstilling af generatorbrænde.

Han aftjente sin værnepligt ved ingeniørtropperne i København og var i en kort periode under den første verdenskrig indkaldt til sikringsstyrken og lå i teltlejr ved Viborg.

Han blev den 7. september 1907 gift med lærerinde Johanne Marie Højbjerg, datter af murermester Jens Højbjerg i Hee. Marie Højbjerg døde i 1921. Der var 3 børn i ægteskabet:

Ole, født den 28. marts 1909,
Anna, født den 4. september 1911 og
Ellen, født den 26. december 1913.

Den 31. marts 1923 blev han gift med kreditforeningsassistent Johanne Petersen, datter af modelsnedker Anders Petersen tidligere Aarhus, senere Ringkjøbing. Der var et barn i dette ægteskab: Elise Ginnerup, født den 27. september 1927.

Niels Poulsen levede et meget virksomt liv. Altid var han i gang med et eller andet. Når han havde modgang og skuffelser i sin forretning, varede det ikke længe, før han var i gang med noget nyt. Han var altid fuld af ideer. I hans virksomme år læste han ikke meget ud over aviser og teknisk litteratur – det var der simpelthen ikke tid til, men da han på sine ældre dage flyttede ind på Bildtsvej, fik han mere tid og begyndte at læse, men helst kun litteratur, der var morsomt eller oplysende som f.eks. “Vor Viden”

Han nød en god historie og ville selv gerne fortælle en, men hans historier var aldrig vovede, altid stuerene. Han røg ikke tobak og var meget moderat med spiritus.

Af hans venner skal nævnes arkitekt Johannes Lambæk, som han var på højskole sammen med, og som han rejste med som “Naver” i Tyskland.

Hans bedste venner i Ringkjøbing var tømrermester Andreas Kjærgaard og murermester Jens Sivertsen. Det var et venskab, der varede hele livet. De kunne om aftenen tale sammen i timevis på telefonen.

Læs mere om Niels Poulsens byggerier her: Dyrlægeboligen i Tim     Herningvej 64 – “Villa Toga”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.