Veteranbiludflugt i Ørnhøjbanens spor – Lukket for tilmelding!

Medlemsudflugt lørdag den 14. august 2021

Traditionen tro er Kongelig Dansk Automobil Klub Classic og Ringkøbing Bevaringsforening gået sammen om en medlemsudflugt, hvor vi kører ud og ser på områdets kulturarv i veteranbiler. KDAK Classic møder op med 10-12 biler, chauffører og ledsagere, og der bliver plads til ca. 20 af Bevaringsforeningens medlemmer.

Vi mødes med KDAK Classic på havnen klokken 10.00 og fordeler os i de gamle biler, hvorefter vi kører til Brejning Egnsmuseum i Spjald. Turens tema er Ørnhøjbanen, og på museet, der har en fin samling af effekter fra Spjald Station, skal vi høre om banens historie.

Efter besøget på egnsmuseet kører vi forbi den tidligere stationsbygning, der i dag er socialpædagogisk opholdssted for børn. Stationsbygningerne er tegnet af arkitekten Ulrik Plesner, der var født på Vedersø Præstegård og satte et markant præg på Ringkøbingegnens arkitektur.

Fra Spjald fortsætter vi i banens spor til Muldbjerg, hvor en af de bedst bevarede stationsbygninger nu fungerer som fritidsbolig og giver et godt indtryk af bygningernes oprindelige arkitektur.

Fra Muldbjerg tager vi en afstikker gennem Hoverdal Plantage til Torsted, hvor vi kigger indenfor i den beskedne, men smukke middelalderkirke og efterfølgende spiser den medbragte frokost.

Fra Torsted kører vi tilbage mod Ringkøbing, men holder ind på No Station, der tidligere har fået bevaringsprisen for den nænsomme renovering og løbende vedligeholdelse med respekt for den oprindelige arkitektur.

Som sædvanligt slutter vi af på havnen i Ringkøbing med en øl på Restaurant Peking ved 14.30-tiden.

Bevaringsforeningens medlemmer betaler 100 kr. for turen inklusiv frokost, kaffe og kage. KDAK Classics medlemmer sørger for biler og benzin :-)

Tilmelding efter først til mølle princippet herunder eller til næstformand
Søren Damgaard Jensen på 21 39 53 05 – Gerne SMS med navn og antal deltagere.

Se billeder fra udflugten i 2020 her