Tag-arkiv: ringkøbinghuse

Algade 11

Opførelsesår: 1830
Bevaringsværdi: 4

Husets historie:

Bevaringspriserne for 1999 blev tidelt restauratør Marco Conte fra Restaurant Italia for istandsættelsen af ejendommen Algade 11, der blandt mange ringkøbingensere stadig omtales Hotel Hindø.

Bygningen er opført i 1856, og med sit røde, afvalmede tegltag og de mørkerøde facadesten, der står i flot kontrast til den sorte sokkel og de hvide vinduer, gesimser og pudsede bånd er den en typisk repræsentant for den byggeskik, der præger Ringkøbings gamle bykerne.

Bygningen er opført i 1856, og selv om den skiller sig ud fra de fleste bygninger fra den tid ved at være i to etager og samtidigt har et usædvanligt hjørne, der er afsluttet skråt for at lette trafikken til og fra Østergade, er den alligevel et umiskendeligt ringkøbinghus. Med sit røde, afvalmede tegltag og de mørkerøde facadesten, der står i flot kontrast til den sorte sokkel og de hvide vinduer, gesimser og pudsede bånd er den en typisk repræsentant for den byggeskik, der præger Ringkøbings gamle bykerne.

Trappen til det nuværende pizzeria flankeres af to tjærede, tøndeformede cementklodser med en særlig historie. I 1857 bestilte købmanden to tønder af det nymodens byggemateriale cement i England. Skibet strandede i Hjerting, og cementtønderne faldt i vandet, da de skulle transporteres ind til stranden. Tolderne kendte ikke noget til det moderne materiale, og tønderne med den våde cement blev derfor sendt til Ringkøbing, hvor købmanden måtte betale alle omkostninger inklusive told for de nu størknede og ubrugelige tønder med cement, som altså i stedet endte som udsmykning.

 Historien om de uheldige cementtønder fik faktisk et nyt kapitel i forbindelse med forundersøgelserne til Storebæltsbroen, for da man skulle finde den rette cement til de kolossale betonkonstruktioner under vandet, kom Teknologisk Institut til Ringkøbing for at udtage prøver af den originale cement fra købmand Skikkilds dyrt betalte gamle cementtønder, der stadig står på trappen trods en tur i saltvand for mere end 150 år siden.

Det typiske Ringkøbinghus

Op til slutningen af 1700-tallet var husene i Ringkøbing opført i bindingsværk med stråtag, men da grundmurede huse begyndte at afløse bindingsværken lige som på klitgårdene og stråtage blev forbudt i byen på grund af brandfaren, ændredes byggeskikken markant.
De gamle huse i Ringkøbings gader har mange fællestræk, men på trods af lighederne afspejler de også forskellige perioders fremtrædende arkitektoniske stilarter, der med en vis forsinkelse er nået frem til Vestjylland i en mere afdæmpet form, der er tilpasset de lokale forhold. Det er ofte små træk, der afslører stilen og dermed byggetidspunktet, men det er med til at give husene deres individuelle særpræg.

Det typiske ringkøbinghus er et forholdsvis lavt hus med et højt, afvalmet tegltag, der er et vestjysk træk tilpasset vestenvinden. Huset er opmuret i mørkerøde teglsten, der ofte er fremstillet lokalt, og facaderne er afsluttet med kraftige, hvide gesimser, der giver en markant kontrast, der ofte understreges af sorttjærede sokkeler.

På mange huse er der hvide dør- og vinduesindfatninger, der sammen med liséner (lodrette hvide pudsfelter) og vandrette pudsede bånd afspejler den klassisistiske påvirkning, der også er kendetegnende for klitgårdene, og som var den fremherskende arkitekturretning op til slutningen af 1800-tallet.

Billeder:


Foto Ringkøbing Bevaringsforening 2014


Foto Ringkøbing Kommune 1992


Foto Ejvind Draiby 1970 / Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv


Foto Anders Grimstrup


Foto Anders Grimstrup

 

Østergade 16

Opførelsesår: 1790
Bevaringsværdi: 3

Husets historie:

Ejendommen i Østergade kan stadig tjene som et skoleeksempel på en god restaurering, der forandrer en delvist molestreret byejendom til en smuk og harmonisk del af gadebilledet.

Før restaureringen havde bygningen været indrettet til blandt andet købmandsforretning og senest dyrehandel, og butiksfacaden var, i lighed med mange andre ejendomme, blevet forsynet med store vinduer, der skar huset over vandret i en tung, traditionel overetage, der svævede oven på en åben, moderne underetage. Det ønskede bygherren at ændre, og da man ikke havde gamle tegninger eller fotografier at gå ud fra, valgte man at mure underetagen om og placere nye vinduer i samme mål under de gamle vinduer på 1. sal, og da der efter restaureringen dukkede et gammelt fotografi op, viste det sig at være stort set som den oprindelige udformning.

Murstenene, der blev brugt ved restaureringen, skulle gerne svare til de gamle i størrelse og farve, og de var ikke sådan at skaffe, men det viste sig, at murermester Emil Hansen havde et parti fra en nedrevet gård stående i Stauning, og de passede perfekt til de gamle.

Det var fuldt fortjent, at huset fik den første bevaringspris, og huset fremtræder nu så autentisk, at det blev brugt som kulisse i tv-serien Krøniken, der gik over skærmen i 2004-2007. Serien starter med at den unge pige Ida Nørregaard flytter fra Ringkøbing til København i 1949, og i flere scener optræder Østergade 16 som hendes barndomshjem. Det er lidt tankevækkende, at hvis kulissen skulle have været helt autentisk, ville det indebære, at de fine, småsprossede vinduer skulle tilbageføres til store, grimme ruder fra en tid, hvor man ikke tog hensyn til smukke, bevaringsværdige facader…

Beviset på den første bevaringspris er præget i mursten, men efterfølgende er teksten blevet graveret i en messingplade.

Beviset på den første bevaringspris er præget i mursten, men i de efterfølgende år er teksten blevet graveret i en messingplade.

Foto Bevaringsforeningen 2014

Foto Ejvind Draiby 1970 / Lokalhistorisk Arkiv

Gammelt postkort

Kan du bidrage med oplysninger?
Så skriv gerne i kommentarfeltet nederst.
Du kan også vedhæfte fotografier.