Indkaldelse til generalforsamling 2026

Indkaldelse til Ringkøbing Bevaringsforenings generalforsamling
tirsdag den 24. februar 2026 kl. 19,00 i Ringkøbing Rådhushal

Aftenen starter med et foredrag ved arkitekt MAA Niels Vium med titlen ”Mit Ringkøbing”.

Efter foredraget bliver der en kort pause med håndmadder og kaffe inden selve generalforsamlingen og uddelingen af bevaringsprisen.

Generalforsamling har følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent
     – Bestyrelsen foreslår advokat Jesper Dalgaard Knudsen

2. Beretning

3. Godkendelse af årsregnskabet

4. Fastsættelse af kontingent

5. Behandling af indkomne forslag
    – Bestyrelsen foreslår en præcisering vedrørende tegningsretten i vedtægterne.
    – Bestyrelsen foreslår en præcisering vedrørende stemmeretten i vedtægterne.
      Læs den fulde tekst under dagsordenen.

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
    – På valg:
      John Stærkær
      Per Stensgaard Karlsen
      Lars Frank Nielsen
    – Bestyrelsen foreslår genvalg af alle.

7. Valg af revisor
     – Bestyrelsen foreslår Jens Holm

8. Eventuelt

Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde 14 dage før generalforsamlingen.

I forlængelse af generalforsamlingen uddeles bevaringsprisen for 2025.

Bestyrelsens forslag til ændring af vedtægterne

Bestyrelsen foreslår følgende tilføjelse (indsat med kursiv) om tegningsretten i vedtægternes §6:

“Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges på den årlige generalforsamling for 2 år ad gangen, således at der i lige år vælges 3 medlemmer og i ulige år 4 medlemmer.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Foreningen tegnes af formanden i forening med enten næstformanden eller kassereren.”

Bestyrelsen foreslår følgende præcisering (indsat med kursiv) vedrørende stemmeretten i vedtægternes §9:

“Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden den 1.marts.
Indkaldelse med angivelse af dagsorden sker med 3 ugers varsel ved udsendelse af brev/mail til medlemmerne eller ved annoncering i den lokale presse.
Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde 14 dage før generalforsamlingen.
Hvert medlem har en stemme, der udøves ved fremmøde på generalforsamlingen. Såfremt der er et særligt kontingent for husstande, udløser dette dog to stemmer, der også udøves ved fremmøde af de to personer fra husstanden, som er registreret som husstandens medlemmer af foreningen.
Beslutninger træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer. (For vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning gælder reglerne i §§ 11 og 12).”

Foredrag ved arkitekt MAA Niels Vium

Aftenen starter med et foredrag ved arkitekt Niels Vium med titlen ”Mit Ringkøbing”. Niels Vium er født og opvokset i Ringkøbing og har virket som arkitekt og underviser i Danmark og USA. Han var i en årrække kgl. bygningsinspektør for Jylland og er en meget anerkendt kapacitet indenfor arbejdet med fredede og bevaringsværdige bygninger. Niels Vium vil dels fortælle om sin opvækst i Ringkøbing, dels om byens gamle arkitektur som forbillede for ny arkitektur.