Tag-arkiv: Tidligere nyheder

I Plesner, Nyrop og Larsens fodspor

– Medlemstur til København 4.-6. november 2022

Tre af Danmarks kendteste arkitekter er opvokset her på egnen. Martin Nyrop blev født på Holmsland i 1849, Ulrik Plesner blev født i Vedersø i 1861, og Henning Larsen blev født i Opsund i 1925. De har alle tre tegnet betydelige bygninger i København, og efter flere års tilløb arrangerer Bevaringsforeningen nu en tur til hovedstaden for at kigge nærmere på deres værker og en række vellykkede eksempler på restaureringer og nye bygninger, der føjer sig smukt ind i bybilledet.

Deltagerne sørger selv for overnatning og transporten til København, men vi vil være behjælpelige med at arrangere fælles kørsel i det omfang, det er muligt.

Program fredag:
14.00 – 17.00 Nyboder
For dem, der har mulighed for at deltage allerede fredag eftermiddag vil der være en guidet byvandring i kvarteret ved Nyboder, Marmorkirken og Amalienborg med guidet rundvisning i Nyboders Mindestuer.
Vi mødes ovenfor metrostationen Marmorkirken.

Derefter er der mulighed for, at gå ud og spise sammen eller trække sig tilbage for private aftaler.

Program lørdag:
10.00 – 11.10 Operaen

Guidet rundvisning i Henning Larsens imponerende og kontroversielle operahus på Holmen.
Vi mødes i Operaens foyer.

12.00 – 14.00 Frokost
Nærmere oplysninger om stedet, når vi kender deltagerantallet.

14.00 – 16.00 Plesner
Byvandring mellem fire af Ulrik Plesners markante bygninger i København. Guide på turen er kunsthistoriker Viktoria Holst Eriksen, der i øjeblikket arbejder på en bog om Plesner.

17.00 – 19.00 Københavns Rådhus
Guidet rundvisning på rådhuset, der er særdeles velbevaret og stadig rummer meget af det originale inventar. Vi skal høre om Martin Nyrup, hans inspiration, og hvordan den kom til udtryk i rådhusets arkitektur og interiør.

19.30 Fælles middag
Nærmere oplysninger om stedet, når vi kender deltagerantallet.

Program søndag:
10.00 – 12.00 Ny og gammel arkitektur på Christianshavn
Tidliger afdelingsarkitekt i Ringkøbing Kommune, Claus Josefsen, tager os med på en byvandring på Christianshavns. Undervejs ser vi fine eksempler på ny og gammel arkitektur. Vi slutter af med at gå over Inderhavnsbroen til Nyhavn, hvor det officielle program slutter, men hvor der også er rig mulighed for at finde et listigt sted til frokost.
Vi mødes ovenfor metrostationen Christianshavns Torv.

De forskellige tures varighed skal tages med et vist forbehold, lige som der kan ske ændringer afhængigt af deltagerantal.

Foreningen betaler entreer og guidede rundvisninger. Deltagerne betaler selv for forplejningen.

Tilmelding efter først til mølle-princippet senest 17. oktober af hensyn til booking af rundvisninger.

Der er nu lukket for flere tilmeldinger.

 

Udflugt til Herning – Tilmelding

Medlemsudflugt lørdag den 17. september 2022

At Herning er ældre end Ringkøbing, kommer nok bag på de fleste Ringkøbingensere. Men sådan er det. Og byens historie er faktisk spændende, selv om både by og historie tilsyneladende er lige ud ad landevejen. Tag med på denne udflugt og bliv klogere på en by, der ikke er så kedelig, som man skulle tro…

Bevaringsforeningen betaler entreer og guidede rundvisninger. Deltagerne betaler selv for frokost, drikkevarer og kaffe, som løber og i ca. 250 kr. pr. person.
Til frokost kan der vælges mellem stjerneskud og pariserbøf. Angiv dit/jeres valg ved tilmelding.

PROGRAM:
9.00 Vi mødes på parkeringspladsen ved Toften i Ringkøbing
Vi fordeler os i bilerne og kører til Herning.
Herefter 50 min. til kørsel

9.50 – 10.10 Hedeagerkirken, Gl. Kirkevej 33 i Herning
Vest for Hedeagerkirken ligger den nedlagte kirkegård og resterne efter Hernings gamle kirke fra 1100-tallet.
Herefter 10 min. til kørsel.

10.20 – 11.35 Herningsholm, Herregårdsparken i Herning
Herregården rummer i dag museum for St. St. Blicher og skiftende udstillinger om stedets historiske betydning som økonomisk og kulturelt brændpunkt for egnen. Vi får en omvisning under overskriften:

Krigeren, kræmmeren og Blicher.
Herningsholm fra 1579 er om nogen den midtjyske hedes herregård. Den blev grundlagt som et decideret befæstningsanlæg og har gennem tiden huset bemærkelsesrige personligheder, lige fra bondeplageren Siegfrid Rindscheid til rigets største godsejer Christian Rantzau. På turen rundt i Herningsholms lokaler fortæller vi historien om godsejernes storhed og fald. Turen slutter med fortællingen om forfatteren St. St. Blichers liv og levned.

Herefter 15 min. til kørsel.

11.50 – 13.30 Smedegades P-plads i Herning
Det nye Herning opstod omkring byens første tinghus, der blev bygget i 1827, og udviklede sig derefter i området omkring Torvet og den nye kirke fra 1889. Vi går en tur med indfødt guide i epicenteret for byens eksplosive udvikling op gennem 1800-tallet. Efter byvandringen er der frokost på Hotel Eyde, der har rødder tilbage til det nye Hernings tredje bygning fra 1839.

Herefter 15 min. til kørsel.

13.45 – 15.15 Tekstilmuseet i Herning
Vi får en guidet omvisning i den ombyggede klædefabrik under overskriften:

Made in Midtjylland – fra Boomtown til Worldwide.
Hør den fascinerende historie om Midtjyllands forandring fra fattig hedeegn til blomstrende industrisamfund. Teknologi, infrastruktur og kraftkilder skabte en eksplosiv vækst omkring midten af 1900-tallet. Byerne boomede og fabrikker sprang frem i kældre og baggårde i takt med at mænd og kvinder strømmede ind til de midtjyske byer for at få job i tekstil- og beklædningsindustrien. Men i slut-1980’erne outsources der og industrien rykker væk og skaber helt nye betingelser for den danske tekstilindustri.

Efter rundvisningen er der mulighed for en kop kaffe på museet inden hjemturen.

Herefter 45 min. kørsel – 46 km

Ca. 16.00 – Tilbage på parkeringspladsen ved Toften i Ringkøbing

Tilmelding senest 12. september.

Tilmelding til københavnertur:

Contact Form:
* Skal udfyldes