Igen i år beder Bevaringsforeningens bestyrelse om hjælp til at finde kandidater til bevaringsprisen. Bestyrelsen vil så gennemgå de udpegede bygninger og finde årets prismodtagere.
Bevaringsprisen uddeles på Ringkøbing Bevaringsforenings generalforsamling torsdag den 27. februar 2025. Der kan uddeles en eller flere priser til bygninger i Ringkøbing by og en eller flere priser i den øvrige del af den gamle Ringkøbing Kommune. Bevaringsarbejdet skal være afsluttet i 2024, men kan i særlige tilfælde være mange års løbende bevaringsarbejde.
For begge priser gælder det, at de er en påskønnelse for godt bevaringsarbejde, og det kan være restaurering, tilbageføring eller vedligeholdelse. Rammerne er vide, men det gælder om at finde de bygninger, der fortjener Bevaringsforeningens bevågenhed og dette årlige skulderklap.
Det kniber altid med kandidater uden for Ringkøbing By, så vær især opmærksom på de mange smukke gamle og velholdte bygninger i landsbyerne og på landet. Derfor opfordrer vi i bestyrelsen alle til at se sig omkring der, hvor de bor, og sende forslag til Bevaringsprisen.
Ring eller sms til fungerende formand Søren Damgaard Jensen på 21 39 53 05, send en mail til post@bevaringsforeninngen eller skriv i kommentarfeltet under dette indlæg.
Forslagene skal være bestyrelsen i hænde senest søndag den 16. februar 2024.
Der må gerne foreslås flere bygninger – alle forslag er meget velkomne. Vi skal have bygningens adresse, ejerens navn, en kort begrundelse og eventuelt fotos samt indsenderens navn og adresse. Blandt indsenderne trækkes der lod om to flasker vin.