Generalforsamlingen blev afholdt tirsdag den 24. februar kl. 19 i Rådhushallen.
Der blev budt velkommen til generalforsamlingen af formand Søren Damgaard Jensen.
Før selve generalforsamlingen og prisuddelingen, startede aftenen med et foredrag af Arkitekt maa, Niels Vium med titlen ”Mit Ringkøbing”. Tilhørerne blev guidet gennem Niels’ barndom i Ringkøbing, med en lang række fine og sjove anekdoter om byens indbyggere og livet mellem husene, især baggårde. Niels sluttede foredraget af med et kig på byen i dag gennem sine skarpe arkitektøjne. Opfordringen var at renovere og nybygge med indsigt og omtanke i den fine by, Ringkøbing allerede er, og skal blive ved med at være.
Efter oplægget var der en lille pause, hvor der blev budt på håndmadder inden selve generalforsamlingen og uddeling af bevaringsprisen.
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
Mogens Pedersen blev valgt.
2. Beretning
Formanden, Søren Damgaard Jensen, aflagde beretning for året 2025/26. Beretningen godkendtes med akklamation. Beretningen kan læses nedenfor.
3. Godkendelse af årsregnskab
Kassereren John Stærkær fremlagde resultatopgørelsen for 2025 og budgetforslaget for 2026. Begge godkendtes med akklamation.
4. Fastsættelse af kontingent
Efter en række prisstigninger på flere ydelser, deriblandt bankgebyr, stigning af medlemsbladet ”By og Land” mm., blev det foreslået at hæve prisen på medlemskontingentet af Bevaringsforeningen.
Enkeltmedlemskab blev hævet fra 200 kr. til 250 kr., hustandsmedlemsskab blev hævet fra 250 kr. til 300 kr. og firmamedlemsskab blev hævet fra 300 kr. til 400 kr.
5. Behandling af indkomne forslag
Bestyrelsen foreslog følgende tilføjelse (indsat med kursiv) om tegningsretten i vedtægternes §6:
“Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges på den årlige generalforsamling for 2 år ad gangen, således at der i lige år vælges 3 medlemmer og i ulige år 4 medlemmer.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Foreningen tegnes af formanden i forening med enten næstformanden eller kassereren.”
Bestyrelsen foreslår følgende præcisering (indsat med kursiv) vedrørende stemmeretten i vedtægternes §9:
“Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden den 1. marts.
Indkaldelse med angivelse af dagsorden sker med 3 ugers varsel ved udsendelse af brev/mail til medlemmerne eller ved annoncering i den lokale presse.
Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde 14 dage før generalforsamlingen.
Hvert medlem har en stemme, der udøves ved fremmøde på generalforsamlingen. Såfremt der er et særligt kontingent for husstande, udløser dette dog to stemmer, der også udøves ved fremmøde af de to personer fra husstanden, som er registreret som husstandens medlemmer af foreningen.
Beslutninger træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer. (For vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning gælder reglerne i §§ 11 og 12).”
Begge forslag blev vedtaget.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
John Stærkær, Per Stensgaard og Lars Frank Nielsen var på valg, de blev alle genvalgt.
7. Valg af revisor
Jens Holm blev valgt.
8. Eventuelt
Ingen punkter under aktuelt.
Formandens beretning om foreningens virksomhed for 2025:
Konstituering
Efter sidste generalforsamling kom bestyrelsen til at bestå af Mogens Pedersen som næstformand, John Stærkær som kasserer, Heidi Tordrup, Per Stensgaard Karlsen, Peter Skaaning Møller og Lars Frank Nielsen og undertegnede, Søren Damgaard Jensen, som formand.
Aktiviteter i foreningen
Bestyrelsesmøder
Der har siden sidste generalforsamling været afholdt 6 almindelige bestyrelsesmøder, og ud over bestyrelsesmøderne har der været en stor indbyrdes mailkorrespondance, lige som vi har mødtes i mindre grupper i forbindelse med høringssvar, forespørgsler fra medlemmer og andre aktiviteter.
Løbende samarbejde med kommunen
Kommunens byggesagsafdeling og planafdeling har vi som sædvanligt haft et løbende, godt og konstruktivt samarbejde med. Det er især de mange høringssager, der fylder meget, og der har i perioden knap 20, der omfattet større eller mindre forandringer fra et råddent træ foran Priorgården til nedrivning af Røgind Kro og ny overetage på Nygade 6, men især mange facadeændringer i bymidten.
Nogle gange er det et større detektivarbejde at undersøge de historiske forhold, men andre gange er det reelt bare en påpegning af de gældende regler, som ansøgerne selv kan findes på kommunens eller vores hjemmeside, men det er vigtigt, at vi på den måde kan medvirke til at fastholde linjen for bevaringsarbejdet, selv om den jævnligt udfordres af ansøgerne.
Nogle bygningsejere er ikke opmærksomme på, at bymidten er omfattet af en bevaringsdeklaration, selv om den er tinglyst på deres ejendom, og andre har fundet ud af, at man faktisk kan undlade at søge uden konsekvenser, fordi kommunen ikke fører tilsyn med om reglerne overholdes, med mindre de får en anmeldelse fra andre borgere. Vi har tidligere gjort opmærksom på, at det er et dilemma for os, når vi for eksempel kan konstatere, at der er skiftet vinduer for en formue, men at de faktisk ikke overholder reglerne. Hvis vi melder det, bliver vi voldsomt upopulære, og vi har i øvrigt heller ikke lyst til at hænge nogen ud.
Vi vil prøve at genoptage de møder med forvaltningen og udvalget, der nu hedder Plan- og Trafikudvalget, som vi havde tidligere, så vi kan drøfte problematikken og forhåbentligt få strammet op på overholdelsen af reglerne, og gerne i samarbejde med Handelsforeningen og andre interessenter, for det er vigtigt, at det er noget, vi er fælles om i Ringkøbing.
Ud over høringerne får vi også flere og flere direkte henvendelser fra bygningsejere, der ønsker at rådføre sig med os inden de ansøger ved kommunen. Det er en fordel for alle parter, og vi kan bidrage med historiske oplysninger og arkitekt- og håndværksmæssig erfaring, som er med til at give et bedre resultat, når det indtænkes fra starten frem for at komme til senere som krav om ændringer i en uacceptabel ansøgning.
Vi samarbejder også med kommunen på andre måder, og blandt andet har nogle fra bestyrelsen været med til at udvælge nye gadelamper, da de nuværende nyere armaturer er udgået af produktion. Vi har peget på den efterhånden klassiske Albertslundlampe fra 1963, men ved endnu ikke, hvilket armatur kommunen vælger.
Vi blev også bedt om at foreslå en alternativ placering af Prins Henriks bronzeskulptur på Torvet, og foreslog den nuværende placering mellem to af træerne ud for det gamle rådhus. Her kommer den mere til sin ret end ude midt på Torvet, hvor den stod i vejen og i øvrigt så lidt fortabt ud.
Købstadschefen
Vi har et godt samarbejde med købstadschefen, Caroline Byg Ejstrup, og bidrog blandt andet til Jul i Ringkøbing med en plancheudstilling om bygningsbevaring i Ringkøbing og tre byvandringer i december. Udstillingen var en succes, som blev set af rigtig mange, og vi har aftalt at deltage igen næste jul, men der var for få deltagere i byvandringerne, så tider, annoncering og temaer bliver justeret, så vi bliver mere synlige mellem gløgg og julenisser.
Ringkøbing Udviklingsforum
Ringkøbing Udviklingsforum, hvor Lars Frank er med i bestyrelsen, har vi også et godt samarbejde med. Vi er blevet indvolveret i udformningen af et vejvisningsskilt på Torvet, og har også medvirket til folderen om vægterruten, som ud over ruten beskriver de bygninger og kunstværker, man passerer.
Udviklingsforum har her i februar fået 300.000 kroner fra en pulje under Erhvervsministeriet, så der sammen med penge fra kommunen og Udviklingsforum selv nu er 750.000 kroner, der skal bruges på at udarbejde en strategi for bymidten, så “havnen, bymidten og bylivet bliver bundet sammen med respekt for den særlige kulturarv og historiske identitet”, som det hedder i ansøgningen fra Ringkøbing Udviklingsforum. Bevaringsforeningen bliver involveret i arbejdet, og det glæder vi os til. Det kan blive af stor betydning for byen.
Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv
Vi har et godt samarbejde med Lokalhistoriske Arkiv, hvor jeg selv giver en hånd med. Vi har mange sammenfaldende interesser og udveksler oplysninger og fotografier. Vi samarbejder også om arrangementer, som jeg kommer ind på om lidt.
Ringkøbing Fjord Museer
Ringkøbing Fjord Museer, primært ved Christian Ringskou, er også en god samarbejdspartner, som altid er hjælpsom, når vi har brug for historiske oplysninger og billeder.
Årets medlemsarrangementer
I 2025 havde vi to medlemsarrangementet, nemlig den traditionsrige veteranbiltur og åben hus i Indianerlejren.
Veteranbilturen blev afholdt den 16. august, og vi startede som sædvanligt på havnen, hvor KDAK Classic var chauffører, og vi var passagerer. Vi besøgte Velling Kirke, hvor vi hørte om kirken historie, og Furniture Station som er Tarm Station, der er indrettet til forsamlingslokaler og museum for Tarm Stole- og Møbelfabrik, der producerede for FDB Møbler. Defra kørte vi til Bundsbæk Mølle, vor vi spiste sandwich
Åbent hus i Indianerlejren den 20. august blev en rigtig ringkøbing-begivenhed. Mindst 500 gæster, høj sol og stor interesse for at vide mere om havnen og Indianerlejren. Vi var initiativtagere og tovholdere, og arrangementet var et samarbejde med Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv, Indianerlejren og Ringkøbing Smakkelaug samt malermester Johnny Mortensen og musikerne Eigil Amby og Svend Nielsen. Arrangementet var støttet af Samlingskraft som er et projekt, der bliver drevet af foreningen By og Land Danmarkog financieret af Realdania.
Anden mødeaktivitet
Bestyrelsen har i årets løb deltaget i forskellige møder i andre sammenhænge.
Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur er bevaringsforeningernes fælles overbygning og talerør, og vi var som sædvanlig repræsenteret ved generalforsamlingen i november, hvor Heidi og jeg deltog. Den foregik i Næstved, og startede med en guidet tur i den historiske bymidte. Landsforeningens arbejde kan I følge i bladet By&Land.
Vi er også fortsat repræsenteret i Bevaringsrådet i Ringkøbing, men der har ikke været nogen aktivitet siden 2022. Måske er det nedlagt eller glemt, vi ved det ikke …
Anderledes levende er Bygningsforbedringsudvalget, hvor vi deler støtte ud til bygningsforbedring. Udvalget bestået af to politikere, Erik Viborg, som bliver afløst af Preben Enevoldsen fra i år og Niels Rasmussen, to bygningsejere, Lars Christensen, der bor på en fredet klitgård, og Birgitte Eibye, som holdt foredrag til generalforsamlingen sidste år. Derudover repræsenterer jeg bevaringsinteresser. Vi får mange bevaringsfaglige snakke om ansøgningerne, og politikerne får en forståelse for bevaringsarbejdet, som de forhåbentligt kan bære med til deres byrådskolleger.
Så er jeg selv udpeget af Landsforeningen som medlem af bestyrelse for Fonden for Blichermuseet på Herningsholm, der ejer den gamle herregård fra 1579, som blev restaureret i 1975 og er fredet. Det er et spændende arbejde, hvor der er mulighed for at bidrage med faglig viden omkring vedligeholdelsen af den fredede bygning og samtidig få indblik i Museum Midtjyllands arbejde.
Kommunikation
Vi kommunikerer primært med jer medlemmer via vores nyhedsmails, som bliver sendt ud til næsten 200 mailadresser, som også omfatter interesserede, der ikke er medlemmer. Man kan selv til- og afmelde den eller ændre mailadresse via et link i bunden af mailen. De få medlemmer, der ikke ønsker at modtage mails, får nyhedsbrevet leveret direkte i postkassen.
Vores hjemmeside opdateres løbende, dels når der er nyheder, dels når der er nyt stof om bygninger og bygningsbevaring i vores område.
På facebook har vi siden Ringkøbing Bevaringsforening, hvor vi også deler nyheder, der primært linker til indhold på hjemmesiden, og så har vi oprettet og administrerer facebookgruppen Ringkøbingbilleder, der har godt 2.300 medlemmer.
Fremtiden
I bestyrelsen har vi flere ideer til fremtidige aktiviteter, og jeg vil til slut nævne nogle af dem, der er mest konkrete på nuværende tidspunkt:
Veteranbilturen, som er en god tradition, gentages til august.
Vi planlægger en byvandring med udgangspunkt i Ringkøbings udnævnelse til nationalt kulturmiljø sammen med Christian Ringskou fra museet.
Vi planlægger at gentage en byvandring med fokus på bevaringsdeklarationens store betydning.
Vi planlægger et arrangement med interessante nyere bygninger i Ringkøbing.
Og så har vi igen fået bevilget et tilskud fra Samlingskraft. I år handler det om de gamle købmandsgårde, og i ansøgningen har vi skrevet, at deltagerne vil få indblik i Ringkøbings historie og bygningskultur, når de på egen hånd eller sammen med andre går rundt på en rute mellem nogle af de historiske købmandsgårde, hvis bygninger stadig udgør rygraden i den middelalderlige byplan.
Alle stederne er bemandet i det tidsrum, arrangementet forløber, og ved de enkelte købmandsgårde vil der blive fortalt om købmandsgårdenes bygninger, deres funktioner og den vestjyske byggeskik, men der vil i lige så høj grad blive fortalt om købmændene, der ofte var farverige personer, der har givet anledning til mange sjove anekdoter. Købmændene var meget mere end det, vi i dag forstår ved betegnelsen, og de drev blandt andet im- og eksportvirksomhed med egne skibe, drev landbrug, og havde i en periode stor succes med tobaksfremstilling.
Vi vil i det hele taget arbejde på at nå bredt ud, få flere samarbejdspartnere og prøve at nå et bredere udsnit af borgerne. Det er en forudsætning for fortsat opbakning til vores arbejde.
I september blev Ringkøbings bymidte udpeget som nationalt kulturmiljø af en særlig ekspertgruppe nedsat af Kulturministeren. Det er en flot anerkendelse af bymidtens kvaliteter, men politikerne i økonomiudvalget tøvede, fordi de mente, der kunne følge en række krav med, som ville besværliggøre fremtidig byudvikling. Efter dialog med Slots- og Kulturstyrelsen forsvandt deres skepsis heldigvis, og nu har Kulturministeren endeligt udpeget Ringkøbing som et af de 16 fineste bymiljøer i Danmark.
Man kan på en måde godt forstå deres tøven, for Ringkøbings bymidte har nogle tomme butikker, og det er træls, men det er noget, man også ser i alle andre byer. På grund af nethandel og større butikker i periferien er bymidterne under omstilling, ikke under afvikling, og DR havde for eksempel i søndags en historie om bymidternes udvikling til i højere grad at være mødesteder end købesteder. Ringkøbing var sammen med blandt andre Aalborg, Middelfart og Næstved nævnt som en by, hvor antallet af besøgende i bymidten stiger. Vi er godt stillet med mange turister, der søger specialbutikker, kunsthåndværkere, cafeer og andre oplevelser kombineret med muligheden for at handle, så vi skal udvikle og styrke de kvaliteter Ringkøbing allerede har, og det handler i høj grad også om bevaringsarbejdet. Det vil være helt forkert at slække på det autentiske i den misforståelse, at bevaring står i vejen for udvikling.
Tak
Til sidst vil jeg sige tak til jer medlemmer for den opbakning, vi har både i det daglige og til vores arrangementer.
Jeg vil også gerne takke Ringkøbing-Skjern Dagblad, der er gode til at dækker bevaringsarbejdet og byudviklingen. Uden dem var vi overladt til rygter, fake news og sociale medier…
Og en stor tak til de øvrige bestyrelseskollegaer. Bestyrelsesarbejdet bliver taget seriøst og vi repræsenterer en god blanding af erfaring og uddannelse, synes jeg. Der kan være forskellige holdninger og tilgange til sagerne, men bestyrelsesmøderne foregår altid i en venlig, for ikke at sige decideret hyggelig atmosfære, og vi kan have svært ved at få hold på snakken, selv når vi for længst er nået igennem dagsordenen.
I forlængelse af generalforsamlingen blev den Bevaringsprisen 2025 uddelt.
Læs mere her.

